Noget andet, jeg tænker på:

Vi kørte tit i skoven. Elller måske mere i Skoven. Det var også en tryg fornemmelse. Og noget, jeg elskede.

En aftentur. Uden lys Før automatisk lys eller hylende advarsel. Meget stille. Trille gennem skoven, mens man spejdede efter dyr. Altså rådyr mest. Og man håbede lidt, at det kunne være en selv, der så dem og pegede dem ud. At man var den med falkeøje. Som gennem stammer, blade og buske ænsede en lille gråbrun skabning, der helt stille stirrede i retningen af os, mens vi stirrede i retningen af den. Men som regel var det far, der spottede dem. Dér. Dér. Lige dér.

Bizart egentligt i den forstand, at dette var aftenturen, mens morgen og dagsturen jo have et helt andet og langt mere dødeligt formål, hvis de gråbrune fæstnede sig på nethinden.

Dette er for øvrigt også en ting, vi ofte stadig gør. Nu mere i plantagen. Og mere krondyr. Men jeg elsker det stadig.