Ugens ord bliver febrilsk.

Febrilsk, fordi det ved nærmere eftertanke var lidt sådan, jeg blev, da en lille åbning for en af livets højtbelagte dukkede op.

Det kunne – også være nærmere eftertanke – have været ret fedt ikke at blive sådan.

Fordi febrilsk er meget noget med for højt tempo, for høj toneart, for meget kongens klæ’r.  Også selvom det hverken er musik eller teater.

Men febrilsk er jo på mange måder også bare noget, der opstår, fordi man skide gerne vil. Og skide gerne ikke vil komme til at ligne en, der ikke vil. Eller kan. Så det er jo lidt dumt.

Og så fordi febrilsk er et underligt anderledes ord, der i mit hoved giver associationer til folkeslag (“de var af den febrilske slægt”), sygdomme (“jeg har fandeme fået febrilsk”) og eksotiske dyr (“og den der lille gnaver, ved siden  af flodsvinet, det er en febrilsk”).