Jeg har aldrig rigtig tænkt, at jeg sådan havde  tryghedshistorier, der stod klart i min erindring. Altså jeg har masser af tryghed og minder og også kombinationer. Men jeg har bare ikke  tænkt, jeg havde sådan nogle duften-af-min-farmors-hals eller løb-indad-flisegangen-og-så-var-der-saftevand-historier. Måske enkeltstående. Noget med A38 ved trækudbordet eller loppemarked ved slusen og den slags. Men ikke sådan tilbagevendende.

Men det har jeg måske lidt alligevel. Tror jeg.

For der er noget helt igennem trygt ved at tænke tilbage på fænomener, der har gentaget sig. Rutiner af den gode slags. Og en af dem var at samle rester af rugbrøds- og franskbrødsstykker, se bedstefar pakke sig ind i uldfrakke, læderhandsker, halstørklæde med en enkelt knude og sixpence, tage ham i hånden og gå ned gennem den der tunnel ved Ribes hovedgade, hilse på Pondus i vinduet og ende i den hyggelige parklignende sag, hvor ænderne så kunne få glæde af de pakkede rester. Opad lomme og kastet i en perfekt strøende bevægelse, så alle ænder fik en del, og alle var glade. Og trygge.

Sådan har jeg det egentlig stadig, hvis vi finder på at gøre det. Ikke med bedstefar mere – det er desværre snart 20 år siden, det var en mulighed. Men bare sådan generelt.
Også selvom søernes halvvanvittige svaner eller Frederiksbergs Haves psykopatiske gæs ikke er helt det samme. Men sådan er det nok. Når man er blevet. Ældre.