Jeg har debuteret som sådan en, der har været backstage. Var egentlig ikke særlig starstruck, da jeg sad der på bænken i et omklædningsrum med et lille køleskab, nogle fadøl i plasticglas, nogle åbne chipsposer, en masse spildt sprut på gulvet og nogle unge gutter, der kalder sig selv et rockband.

Bevares, det er de da også. Et godt dansk rockband. Og de giver den gas. Og er i øvrigt rigtigt søde og rimelig jordnære. De fleste af dem. Men det er svært rigtig at gå amok over, at nogen er gode til noget, og det derfor er det, de laver. Tænker jeg. Uanset hvor mange omklædningsrum og plasticfadølsglas, de så kan præstere.

Senere blev det noget med en klub og en bås og en flaske whisky. Og en frygtelig masse hangarounds i en stirrende halvcirkel om midtpunktet. Altså de unge rockstjerner. Voksne mennesker med komplimenter, der gav fornemmelsen af at se Klovn, mongoldates og Red Jobba. Piger uden noget som helst på hjerte andet end en historie til senere. Og alt for stærke drinks. For det er jo rockstjerner.

Jeg duer ikke til det. Jeg bliver stolt, rødstrømpe og fornærmet. På én gang. Jeg duer ikke til at stå der og passe op. Ikke fordi jeg ikke har respekt for bandet, eller fordi der er noget forkert i at gøre det. Det skal bare ikke være mig. Jeg vil nok egentlig bare helst følge med i mit eget liv. Sjovt nok.