Noget, vi ret ofte kommer til at tale om, er folks yndlingslandskaber. Det er vist en gammel diskussion, jeg slet ikke var med i oprindeligt. Men noget så simpelt kan virkelig få folks pis i kog. På den der “what, kan du godt lide bjerge – bjerge er sgu da bare det værste i verden, geez”-måden.
Og faktisk, hvis man skal være seriøs, er det egentlig ret svært. For når det er sæson, og jeg har mine ski på, så er snelandskaber jo vanvittigt flotte. Og skide fotogene. Men er der bare sne allevegne, måske endda lidt tisgult og småmudret, og du bare gerne vil på arbejde med rene sko og bukser, så er det jo røv.
Da mine forældre for 20 år siden hev mig med ud midt i ingenting, ude midt på heden fyldt med lyng, strå, skovflåter og enebærbuske, og sagde “arhmen, se nu, hvor fantastisk en udsigt”, var jeg ikke imponeret. Altså det var jo bare vild natur – nogle bakker og noget eng. Ingen monogramlabyrinter eller fascistiske blomsterarrangementer.
Men med tiden vokser det på en (figuratively), og jeg er nu blevet glad for udsigtens ro, originalitet og oprindelighed.
Så mon ikke det er noget med, at det der yndlings er pænt tid og sted og situationsafhængigt?
Anyway. Top tre. Sådan umiddelbart.
1. Hav
Havet er fantastisk. Er vild med det uendelige, skiftende, drømmende. Muligheden for at forestille sig alt det, der foregår nedenunder., Troen på, at der lige om lidt dukker noget op fra overfladen. Og erkendelsen af noget, der er meget større og mægtigere.
2. Skov
Altså inde i skov-udsigt mere end udenfor. Skov er for mig barndomsminder, bilernes lygter slukket, et par øjne, der glimter, træer, der er fejet, kantareller, skovsyre, støvbolde og ting, man kan finde. Og duft.
3. Sne
Nok mere bestemt af, hvad det betyder, end hvordan det ser ud. Selvom det også kan være skideflot. Men uendelig lang uberørt (eller prepareret) sne er lige med ren glæde og frihed. Og det skal man nuppe, når det kommer forbi.
Leave a Reply