(advarsel: det her er indlæg er – til stor forskel fra alle andre – af den pænt utaknemmelig slags)

• at møde et skilt med “der er sat togbusser ind”
• at stå op
• at tage på arbejde
• at findes
• at det eneste mad, man har, er gamle tortillas (vi var i Mexico, jeg gentager, Mexico)
• at det regner
• at man også skal på arbejde i morgen
• at man ikke har ferie igen før om 300 år
• at to kufferter med lugtetøj og bedbugs og zikavirus og andre gode sager skal pakkes ud og vaskes
• at man har brugt alle sine penge på pina colada og farvestrålende dødningehoveder, så man ikke engang kan trøste netshoppe
• at man ikke kan finde den der skide tilde, der skal over n’et i pina
• at man starter morgenen med næsten at blive kørt ned af dødscyklist
• at skulle på seriøs smalkost
• at ingen har løst flygtningesituationen eller verdens miljøproblemer eller opklaret gåden om kræft, mens man væk
• eller vandet ens planter for den sags skyld
• men til gengæld bare har strammet rygereglerne, gjorde sig dårligt til bens i udlandet og troet, de var katte

Nårhmen, det var bare det. I morgen er endnu en dag. Kvitteviit. Sagde ingen. Nogensinde.