Min kæreste har lige i dette øjeblik sagt til mig, om jeg har tænkt på, at vi har været sammen i noget, der ligner tre et halvt tusind dage.

…..

….

Tre et halvt tusind.

Det er eddermanme meget. Og han har stadig fire engelsk sauce stående i skabet. Trods i hvert fald femten hundrede dages brok.

Jeg ved slet ikke, om det er meningen, folk skal være sammen med hinanden i så lang tid. Eller om det bare er noget, vi gør.

Nogle gange tænker jeg, man kender hinanden for godt. Savner lidt af den høflighed og det filter, man alt har over for andre. Som man kender dårligere. For i virkeligheden sorterer det meget unødvendigt lort fra. På den måde tror jeg ikke, det er specielt godt at kende hinanden for godt.

Andre gange tænker jeg, man kender hinanden for dårligt. Når ens kæreste har fyldt cornichoner i maden. Eller ikke ved, hvad svesker i blandselvslik er. Efter tre et halvt tusind dage.

Jeg ved overhovedet ikke, hvor jeg vil hen. Jeg er også træt og i øvrigt ved at indse, at en krop over 30 er noget lort. Den suger kilo til sig som en tornado og gør ondt og vil pludselig ikke være med til at tage bukser på i et snuptag om morgenen og kan ikke en skid mere. Jeg er ved at blive min mor. Oh well. Bare lige for at indskyde noget hurtigt.

Men tilbage fra emneskift: Jeg tænker…det er lang tid. Det er vildt. Også på den helt vildt gode måde.