Man kan godt blive sådan lidt i tvivl. Om det hele. Nu er jeg efterhånden kommet dertil, hvor jeg har en masse argumenter. Taget på mig. Om at leve livet, om at være for ung, om at tage aktive valg, om ‘livet er for kort til’, om ikke at udvikle sig, om at have skabt en ballast og nu ikke kommer videre, om at definere sin profil for fast, om at være træt af at stå op, om at være træt af at høre på chefens stemme, om gå i stå, om selv at styre mod et mål, om at skabe noget selv, om ikke at have lån eller bil eller barn, om at gøre det, man har lyst til.

Og så er der bare en, der slipper en floskel ud gennem sidebenet. En lille ting. Og så kommer tvivlen krybende.