Og så åbnede vi en bar. Eller “vi” er det jo ikke. Men det føles sådan. Og en bar er det jo heller ikke. Kun. En café, bar, frisør, tatovør og kontorfællesskab i én. En måneds nonstop-arbejde, hvor vi ikke har set hinanden, og hvor vi ikke har kunnet holde ud at høre eller tale mere om farvekoder på maling, grimme puder, nye håndvaske, mængden af stikkontakter, gryderetter versus tartar og tavlelak, men på den anden side heller ikke har kunnet holde ud ikke at tale om det af frygt for ikke at følge med, hvor vi ikke har set hinanden eller talt sammen, og livet har givet den gas på en måde, det var svært at følge med til, hvor hver dag startede (og stadig gør) med gennemgang af seks flyttekasser for at finde rene sokker, hvor alle vågne timer for nogen vedkommende er tilbragt i svedlag og malertøj, hvor aftensmaden tidligst faldt kl. 21.30 og aldrig in-house, hvor gråd og grin har afløst hinanden i løbet af et øjeblik, hvor frustrationer er råbt og holdt inde, hvor gode, velmenende råd, spørgsmål og meninger har været direkte uudholdelige, hvor alle har haft en holdning, hvor træthed og deadline stod højest på plakaten, og hvor huskelister er blevet husket og resten glemt, kulminerede med en aften af venners entusiasme, stolthed og rygklapperi af den gode slags. Gode spørgsmål, gode komplimenter og en aften med mange, mange mennesker, som alle skulle passes og plejes og have opmærksomhed og underholdes i en eller anden grad, mens baren skulle stå sin prøve og testede tålmodigheden hos sine gæster med en fontæne af et lækkende fadølsanlæg, forsinket (og i mindre grad også forfejlet) mad og en ikke-fungerende sodavandstank.

Men nu åbnede vi en bar. I København. Det er egentlig ret vildt. Og hvad så nu?