Jeg benytter mig efterhånden jævnligt af GoMore. Det tog lidt tid og overvindelse. Overvindelse i forhold til at skulle finde ukendte folk i ukendte biler med ukendte kendetegn. Og overvindelse i forhold til at tale med fremmede mennesker i tre timer. Det sidste har dog vist sig ikke at være et problem. Jeg er åbenbart Hende, Der Snakker. Nogle lift er mere spændende en andre, men det er faktisk en ganske social og interessant oplevelse – en slags organiseret sidden ved busstoppestedet og tale med tilfældighedsmennesker.

gomore-lift #1

Det var en ældre herre, jeg skulle med. I en Audi. Jeg havde læst om ham inden, at han var gymnasielærer med filosofi og dansk. Dansk, ligesom min mor. Og dansk, som jeg også godt kan lide selv at snakke om. Så vi havde vel masser at snakke om.

Men sådan blev det ikke helt. Det var en af de der samtaler med rimeligt korte svar. Uden den store interesse. Følte jeg. Men blev også tvivl, om man bare lægger for meget i situationen. Måske sidder begge og overvejer, om den anden gider at snakke eller ej. Eller måske var det bare ikke interessant.

Så i den mærkværdige uoplyste enighed eller uenighed røg der opera på anlægget, og vi skred over broen i behagelig stilhed.

Med på turen var en rapper. En, der gerne ville leve af det. En, der engang havde lavet et hit med Trentemøller. Tror, jeg det var.

Det er tredje gang, jeg møder en musiker på et gomore-lift.