Jeg kan ikke udstå børn. Okay, det var voldsomt bare at sætte punktum der. Men det kan jeg egentlig ikke. De kan jo ikke som sådan gøre for det. Men altså jeg kan ikke udstå børn, der er grimme (undskyld), der afbryder (hej fortidsmenneske), der forestiller sig ting, man skal spille med (altså nu laver vi mad, eller nu er der en drage omme bag sofaen…ih, hvor kært…næh, anstrengende ad helvede til), man ikke kan tale med (glemmer alt om den journalistiske hv-regel sammen med børn og får derfor samtaler som :har-det-været-en-god-fødselsdag-ja-nå-har-du-så-bestemt-hvad-I-skulle-spise-ja-hvad-har-du-så-fået-i-gave-en-cykel-nå-men-har-det-været-sjovt-ja), børn med kropsvæsker uden på kroppen (nuff said), børn, der tror, de er lidt modige/sjove/seje (ja, ja, det skal de jo også have lov til, og it’s a phase og la la – hold mig udenfor), børn, der må for meget (hej igen fortidsmenneske), børn, der ingenting kan selv (hvad? ja ja, de er børn, men get over it og så kom i gang), børn, der siger det samme som én (grrr), børn, der tuder, når de ikke får deres vilje (det minder for meget om mig selv). Børn.

Ser man det. Det var faktisk et indlæg, der skulle handle om 1: min egen dobbeltmoral i forhold til ting, jeg ikke kan holde ud, og som i virkeligheden bare er, fordi jeg selv er sådan (se bare sidste punkt), og 2: alle de ting, jeg, som det store menneske jeg er, er så skide-intolerant over for. Og vupti, så handlede det om min manglende interesse for/overbærenhed med/empati i forhold til børn.

Jeg laver lige rubrikken om og  skrider herover og læser lidt i Politiken.

PS. Hvis nogen tror, jeg er 16, er det til at forstå. Det er jeg ikke.