Det er mig.

For det er kommet dertil, at jeg – hver gang nogen spørger mig om vej, om hjælp, om råd eller andet på gaden – kigger på min taske som det første. Eller griber ud efter den.

Det er sgu da sølle. Og mig, som egentlig godt gad, at vi i Danmark var lidt mere hjælpsomme, fordi jeg egentlig synes, det er ret hyggeligt at hjælpe.

Men så står man der og klamrer sig til alle sine ejendele af frygt for fremmedhed, tricktyveri og uærlige mennesker. Som egentlig bare er fortabt i en lille hovedstad.

Pffft.