Hvornår begyndte vi egentlig at sige plaSTIKkirurgi og efterRETningstjeneste? Altså jeg spørger ikke, om det er rigtigt. Men. Hvornår. Hva’.

Nogle gange tænker jeg på, om det hele imploderer, og ingen af os nogensinde går gennem livet og dør lige så stille af noget, der minder om alderdom. For vi er da der, hvor ingen går gennem livet uden at vride sig i frygt, afmagt, fortvivlelse og fuldstændig absurd mangel på håb og komplet udfyldelse af enestående uretfærdighed over dem lige ved siden af en, der rammes af en eller anden grad af ikke-liv. Er vi ikke?

Men så i aften skal man på tv. Hvilket virkede som en god idé engang. Dengang hvor man havde glemt, at man tager 10 kg på og taler dobbelt så jysk. Og slår ud med koleratilstand på halsen. Og dengang man havde glemt, hvor grænseoverskridende det er at invitere både fortid og fremtid indenfor i gøglerhulen, hvor andre folk præsenterer det…på en helt forkert måde. Og tager de forkerte ting frem. Ja. Nå. Men også lidt sjovt. Det var det der ryste-pose-projekt. Jo.

Klokken er 04, og man tænker, hvorfor er Naja Marie Aidt stadig oppe, når jeg er træt…og andre digte.

Jeg befinder mig et eller andet sted midtimellem, tror jeg. Midtimellem fordomsfuld, anseende, forudindtaget, skeptisk, intolerant, the-grass-is-greener-on-the-other-side-hungrende og afvæbnende, imødekommende, åben, live to learn, embraceface. Med en snert af forvirring, generthed og svære drømme.

Selvom man gør lige nøjagtig det, man har mest lyst til og er mest komfortabel med – i det her tilfælde at ligge på sin sofa indenfor frem for på græs eller strand udenfor, så er den sikker hver gang: dårlig samvittighed og følelsen af ikke at have fået noget ud af dagen. Selvom man ikke står til regnskab for nogen eller forhindrer andre i at gøre det. Selvom man selv vælger det og har det bedst med det, fordi man i virkeligheden er dårlig til sved, sand, rød hud, creme, trække maven ind, sol i øjnene, pakke de rigtige og så videre. Så sætter man ikke rigtig pris på sommeren, nej, man gør ej.

En anden af Tingene, Som Skete, der førte til Valget Om At Blive Selvstændig, var et møde med fortiden.

På Nørrebrosk manér slog vi pjalterne sammen på Retro og håbede uden ord, vi kunne genkende hinanden efter 12 år med kun et tilfældigt møde til Sangriafest på Roskilde. Det kunne vi. Og vi kunne også drikke øl. Og grine. Og være alvorlige. Og enige. På den måde er alting dejligt. Everything was beautiful and nothing hurt.

Vi snakkede, som man nu så meget gør i Denne Her Alder, hvis ikke det handler om mærkelige børnenavne eller alderspres, om arbejde, illusioner, ambitioner, visioner (og sikkert en række andre ting, der ender på -ioner) og tilfredshed. Og drømme. Og manglen på samspil mellem de ting.

Og for første gang var der en, der sagde til mig:

“Du skal sige op. Du skal ned og skrabe bunden, og det skal gøre ondt, før du finder ud af, hvad der skal ske.”

I stedet for “Bliv du nu hellere der med din pension og din flex og din faste løn – så kan du vel finde ud af din fremtid om aftenen” eller “tiderne er nok ikke til det lige nu” eller “der er intet værre end at være arbejdsløs”, og hvad jeg ellers lagde øre til.

Det var et vendepunkt.

I dag har jeg talt med kommuner og advokater, kontorer og diplomater, direktører og primater. Så må man gerne forsøge at være lidt street.

Det besynderlige,  eller ærgerlige, om man vil, er, at jeg altid bliver trist. Når jeg skal hjem fra hjem, bliver jeg trist. Og bange for, at alting aldrig bliver det samme, og lidt for at alting altid bliver det samme.

Trods udfrielse, verdenslængsel og bindingsangst så er det det, der sætter ind. Hver gang.

Efter et bryllup med flødeskumskage, sejltur, rastepladsomklædning, tårnhøje stilletter, anekdoter fra Herodot, talekommenterende masser, danseri, fadølshaner, bare overkroppe, fadøl i håret, rygeri, snakkeri og næstedags himmelbjergskæresteri og tømmermændsri er jeg nu draget i eksil i reservatet med tjeneri, drikkepengeri, rosé, snakkeri, solen, regnskabskiggeri, svigtende elektriske apparater, ærter og rarhed.