Viagra

Dag 1

søndag, oktober 13, 2013 0 0

Dag 1 i ny lejlighed.

Åh nej, mere om hvor besværligt det er at leve i flyttekasser og med plastictallerken og uden en varm jakke og uden bord og presset over at skulle pakke ud, men at være bange for at komme til at pakke midlertidigt ud og aldrig få ændret på det igen. Tænker I. Men nej. For vi kunne også kalde det her indlæg for “Min absolutte mangel på selvkontrol” eller “Historien om, hvorfor min krop hader mig så meget” eller “Fra bobler til blandselv” eller…you get the picture.

Dag 1. Dag 1 byder på noget arbejde og noget lur og lidt forskelligt, men det er egentlig lige meget. For Aften 1 byder på meget sjovere ting. Nemlig middag + rosé og drinks på Mother og efterfølgende se-os-fest kindly invited by Veuve Clicquot. Altså champagne. Og altså jeg var ikke inviteret. Mere sådan inviteret af nogen, der var inviteret.

Så se lige os. Vi hælder champagne ned i spandevis og griner af ham der dansefrans, der ligner en bleg Dennis Knudsen. Og gå lige væk Hanne-Vibeke Holst, for nu tager vi din plads (hvad lavede du egentlig også dér?) og får en spand med champagne i, så vi selv kan forsyne os. Og nej, en pæn Ferrari. Hvem tør lave kølerhjelmsbilleder midt på dansegulvet? Og hey, mere champagne. Ih, hvor det går. Og næh, det er sgu da Ida Corr. Og hun synger. Men skal vi ryge? Ud i gården. Og skal vi lige ryge en mere? Nu skal vi sgu da have en drink, ikke? Måske den, der både har gin og en anden spritting i sig. For vi har næsten ikke drukket hverken rosé eller champagne. Hov, for satan, nu kan jeg sgu ikke rigtig snakke. Nå, halløj, jeg laver snigeren. Hikkende, vraltende, slingrende. Hjem.

Og så! Dét, jeg mestrer til perfektion. Tømmermænd af den slags, ingen tror på. Uden nåde. Hvor man bare hulker og lover aldrig at gøre det igen og er noget, der minder om lykkelig de der 30 sekunder lige efter, man har kastet op (undskyld til sarte sjæle), hvor man har det sygt godt. Det vil sige lykke 30 sekunder rundt regnet hvert kvarter. Jamen, er livet ikke smukt? Og så i tretten timer. T-re-t-t-e-n timer.

Nåmen, var det noget med, jeg skulle noget? For eksempel ud på en opgave. Altså en seriøs arbejdsopgave. Og noget med, at jeg skulle køre i s-tog. Ti stationer. Og hvordan gør man egentlig det, når ens krop straffer en hvert 15. minut? Og har gjort det nonstop siden engang i nat? Og nu er det eftermiddag? Og man ikke kan melde afbud?

Man sørger for at cleare spiserøret (so to speak!) og så ud af døren. Meget hurtigt. Ind i s-tog. Bede til alle, man kan komme i tanke om, om at man ikke skal knække sig, før man er ude igen. Måske med en lille pose i tasken. På betænksom-børneforældre-måden. For man kan jo ikke bare lige hoppe af undervejs – slet ikke når man også har en cykel med. Eller når folk spærrer en inde med cykler og barnevogne for den sags skyld.

Men det er altså det, man gør. Balancerer på 33 liter champagne og ren vilje og trods. Og det lykkedes. Faktisk. At komme ind og ud af toget uden noget digestive fireworks. Og så ud og interviewe. Med stemme som Anders i Stine, Jeanette og Anders i sommerhuset (piiiind, lille piiind), blodsprænginger under begge øjne (og solbriller….på en isfuckingkold dag), en døende bæver på tungen og generelt bare god stil.

Indimellem i løbet af dagens mavesyrestafet tænkte jeg på, at det blev en sjov anekdote senere. Senere. Meget senere. Når jeg kom over. På den anden side. Der, hvor man får sult og kan holde et glas vand indenbords. Hvor man faktisk får det ret godt. Sådan lidt ekstra godt. For jeg ved jo, det kommer. Har prøvet det så mange gange før. Men der var langt derhen. Og anekdoten var ikke skide sjov lige der mellem ekstremsved, roterende flyttekasser og klagesange.

I dag? I dag er der stadig blodsprængninger, occasional svimmelhed, blå mærker på knæ (tak, smukke, flotte og hysterisk hårde terrazzogulv) og fysiske smerter i kravebenet.

Hurra for den gode brandert. Yolo. Eller noget.

0 Comments

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *