Denne gang et lille stykke fra fortiden. Et stykke lige knap ti år gammel tekst. Komplet med klichéer und alles (okay, for at være ærlig, har jeg lige befriet den for de allerværste, jeg ikke helt selv kunne rumme at lægge navn til lige nu). Fra en ung idealists oplevelser i Afrika (skal siges med fladt a). På en farm i Afrika. Løgn. På et børnehjem.

“Jeg tror ikke rigtig, det slog mig, da jeg lagde mærke til, at den livlige og råbende drengs fod ikke helt så ud, som den skulle. Heller ikke flere af samme slags begivenheder fik mig til at indse, hvordan mit liv de næste tre uger skulle forme sig.

Måske forstod jeg ikke helt konsekvenserne, da de fortalte mig, at elektriciteten ikke var ‘trukket over til denne side’. Under den såkaldte rundvisning tænkte jeg til stadighed: ”Hvor er resten, der må være noget mere”. Men da jeg lagde mig i min seng om aftenen, forstod jeg langsomt, at det var her, jeg skulle få tiden til at gå, og det var hverken andet eller mere, end det jeg allerede havde set..

Hvad der har gjort mest indtryk, ved jeg ikke. Hver dag sætter nye tanker i gang og nye spor i erindringen. Men efter at have tilberedt den spartanske mad over bålet, set børnenes sovesale, bemærket redskaber og tøj, kigget indgående på de fritgående høns, geder og køer, havde jeg ikke meget lyst til at åbne den lyseblå trædør, der skulle føre mig ind på toilettet. Det ildelugtende hul i jorden var dog ikke meget mindre end jeg havde turdet forvente. Og af samme simple støvede vej skulle de mange næste dage også føre mig.

Selvom jeg hver morgen strækker mig i den kølige morgenbrise med Kilimanjaros enorme tinder i horisonten, kan dette ikke påstås at være nogen drøm. Jeg drejer mig rundt fra naturens Picasso og ser i stedet elendigheden og fattigdommen omkring mig. Koen kigger sløvt på mig fra dens skur, hvor den tygger på gårsdagens kartoffelskræller. På den støvede vej op til bygningen, der rummer ”køkkenet” og ”spisestuen”, kravler en lille pige, som mangler halvdelen af højre ben. Gløderne fra madlavningen i går ligger stadig og ulmer under risten i det rum, der kun i mangel af ord betegnes som køkkenet. En høne spæner forbi mig ned af stien, forbi de forfaldne bygninger, hvor en kørestol fra tresserne står og vipper i vinden, og ned mod regnvandsbeholderen. Dette er i særdeleshed ingen drøm, men en oplevelse for livet er det derimod. Elendigheden er blot overfladen, og den lille pige i det beskidte tøj, der slæber sig op mod toilettet, sætter mine egne personlige overvindelser i relief.

Mens jeg sidder på skamlen og skræller de rødlige kartofler med en stor, sløv køkkenkniv, vralter en af de – for mig – nytilkomne piger med besvær hen ved siden af mig. ”My name” siger hun gentagne gange, indtil hun krumrygget som hun er, slæber sig hen til den skaldede pige med jernstativerne på benene, Sharon. Jeg lader den halvbløde kartoffel plumpe ned i gryden ved side af mig og løfter hovedet. Oppe bag hegnet står ti små ansigter og følger hver en bevægelse, jeg foretager mig. ”Mzungu, mzungu”, siger de – hvid hud, hvid hud.”