Jeg fangede en fisk. En stor en.

Det var på de sagnomspundne syv have. Da jeg sejlede rundt i det der Stillehav og legede med delfiner og læste romaer og smadrekogte allerede henkogt kød og erobrede miniøer og havde bare fødder og havde negleklipning som dagens største bedrift.

Når vi sejlede ud fra atollernes indsø (det hedder det vist ikke, men altså…), havde vi altid fiskestænger efter båden. Det var nemlig noget skidt at fiske inden for revet, for der led fiskene af et eller andet, som jeg har glemt. Og så gik det på tur, hvem der skulle hive bæsterne ind og skaffe mad på bordet. Jo. Sådan var det. Autentisk og overlevelsesagtigt.

På vej fra Rangiroa til Moorea pegede pilen på, da det blev pludselig hev og sled i linen bag båden. Nok fordi jeg var den næste, der skulle deporteres hjem til Danmark.

Jeg havde egentlig ikke nogen speciel urge til det. Men det fik jeg. Hurtigt. Skal jeg love for.

Op på afsatsen bag båden med mig, fat i fiskestangen, på med hjælpebæltet (jo!) og så i gang. Hive, hive, hive. Eller det vil sige rulle, rulle, rulle. Nå, men det går jo fint nok. Den er snart inde. Ingen havde fortalt mig, at sådan et psykodyr hiver h e l e linen ud igen. Og så skal man starte forfra. Og der sker så f l e r e gange.

Jeg behøver vel ikke gå i detaljer. Det var noget med en masse sved og røde kinder. Og mig, der prøver at rulle hjulet rundt med begge hænder. Nogle, der griner. Nogle, der filmer. Mig, der siger, at den altså er virkelig, virkelig stor. Nogle flere, der griner. Mig, der er tæt på at give op.

Og så endelig – efter hvad jeg mener var 30 minutter, men Skipper mener var 50 minutter – dukker en fin grøngulblå skinnende mahi mahi, eller guldmakrel om man vil, op til overfladen. Med en meget yderligt siddende fiskekrog.

Og jeg får ret. Den er stor. Altså ikke marlin- eller sværdfiskstor, vel. Må jeg lige være her. Men 10 centimeter lavere end jeg selv og med en god kampvægt på 14 kilo.

Jeg var sgu temmelig stolt. Og er det stadig. Hvem skulle have troet det? En fisk. Altså en fisk. Under vandet. Som bed på. Og blev fanget. Det er sket før i historien. Men sgu ikke for mig. Og det sker nok heller ikke igen.

I øvrigt tog det Skipper 15 minutter at filetere den ene side og mig 40 minutter at filetere den anden. I bragende solskin. Men så var der også 9 kilo ren filet og mad til to både i tre dage.