Jeg har tidligere skrevet om turen over grænsen fra Tibet til Nepal.

Jeg fik vist også nævnt, at vi fejrede livet og den løgnagtige chauffør med at tage på casino. I Kathmandu. And the plot thickens (not really):

Vi fandt vores bedste rygsæktøj frem. For mit vedkommende kan jeg sige, at det var et par herrebukser fra et marked i Nairobi og en næsten hvid bomuldstrøje. I samlet flok gik vi på indisk restaurant. Første gang i mit liv faktisk. Det er snart ti år siden. Chris fra Skotland, der turnerede verden rundt og havde været lige ved at være blevet gift med en filippinsk pige med overskæg (han er i dag gift med en kineser med et kun lidt synligt overskæg), Greg fra New Zealand, der gerne ville have et dansk navn, aldrig havde set sne (?) og gerne ville sejle rundt til alle de danske øer i kajak for et godt formål, Eva fra Holland, som jeg sad på altanen sammen med og puttede peroxide i håret for blegningens skyld, Sys, der lignede en ung Goldie Hawn og var ung og idealist og stor fan af fællessang af Elton John og Lionel Ritchie og i øvrigt i dag måske er kendt af et par stykker som sangerinde, Nic fra England, som sjældent sagde meget, og Silas, min rejsebuddy, hvis fødder (og mave) stank, som tyede til fingersocks som sidste løsning og forsøgte at holde et ølkrus med sine tæer, mens Greg drak. Ja, og så mig. Og et casino.

Vi kom ind på en måde, man burde holde for sig selv. Fordi det er ganske usselt. Men vi fandt altså en ældre indermand, som gerne havde lyst til at betale for et par lyshårede piger og deres venner. Planen var selvfølgelig bare at stikke af fra ham, når vi var inde. Havde jeg naturligvis aldrig gjort i dag.

Så let var det dog ikke, og det blev til ganske lidt gambling – i hvert fald fra min side. Mere free food og free drinks. Med gammel indermand lige i hælene.

Og så var der håndlæsning. Yes, det skulle vi. Og indermand skulle oversætte. Og derfor kan jeg afslutte “dengang da vi var på casino i Kathmandu” (som egentlig ikke har nogen pointer eller enestående historier) med at fortælle, hvad typen havde at sige om mig og mit liv:

“Du kan godt lide at rejse” (oh really?!)

“Du er meget selvstændig” (okay, den er købt)

“Du bliver gift om ti år…og det varer fem år” (jeg har til marts til at nå det, but I think not)

“Du får fem børn” (hold da helt kaje, det er meget for en, der hverken magter at lade børn vinde i spil (eller for den sags skyld undgå tacklinger), kan finde ud af at tale med dem (“er din drage levende, siger du…okay, hvis du siger det”) eller synes små insisterende kræveuhyrer er charmerende)

“Du kan kun lide tre af dine fem børn” (arh, there we go…it makes more sense)