Da jeg var lille, var jeg heks til fastelavn. Hvert år. Det er ikke skide opfindsomt. Men jeg turde ikke skifte, fordi jeg var enormt bange for, at der så var en anden, der var det. Og så skulle jeg stå der og sige: ”Jamen, jeg var det altså sidste år. Jeg var det først. Jeg plejer at være det.”

Det kunne jeg slet ikke magte.

Det er lidt det samme som at tænke, man har svaret på et Trivial Pursuit-spørgsmål, men så tør man ikke sige det højt, fordi det måske også kan være virkelig virkelig dumt, og så bliver svaret givet, og det er det, og så skal man til at bevise, at man altså var liiige ved at sige det.

Eller være den første, der gik i Dr. Martens. Og sørge for ikke at gå i andet, så man ikke pludselig blev snigløbet af andre, og så på den måde pludselig ikke længere kunne bevise, at man jo var den, der gik i Dr. Martens.

My mind works in mysterious ways.

Jeg tror, det er noget med at ville stå ud (for det gør man jo enormt meget som heks). Og være først. Især først. Sådan helt banalt noget med at være “den, der….et eller andet”. Det er egentlig en ret barnlig ting. Og ikke særlig hvile-i-sig-selv-feature.

Men jeg kan mærke, den sidder i mig stadig i en eller anden grad. Jeg insisterer også på at få den sidste julegave, selvom jeg har fire små niecer/nevøer. Men det er måske en anden historie.

Det, der er sjovt, eller trist om man vil, er, at da jeg holdt op med at være heks, blev jeg noget meget sejere. Jeg var for eksempel frimærke. Det vandt jeg en masse udklædningskonkurrencer med.

Det kan man jo så analysere lidt på.

Ville ønske, jeg havde beholdt den frimærkeudklædning.