Jeg glemmer fiktionsfredag. Det går ikke. Nu må jeg lige stramme op. Her kommer endnu en i serien af “lyden af…”.
Lyden af trin findes her. Og lyden af fodspor her.

vi skulle skrive haiku-digte i skolen. det var nok ikke lige dig. du vidste jo allerede godt, hvilken vej dit liv skulle dreje. og at det hele var en omvej på vej dertil. som ingen forstod. kun fordi man skulle. heller ikke dine forældre. eller Pamela Anderson, som hang på væggen over din seng. men du skrev haiku-digtet. som vi skulle. det var den unge lærer. der ville reformere lokalsamfundet. landboreform version to. en lærer, der aldrig havde set så lidt mimik og hørt så megen stilhed på et forældremøde.

Dæk og røg

på Landevej

det er sigt*

Didum didaj.

skrev du. det var ikke helt 5-7-4, som et haiku er. men det var ægte provinspoesi.

(*sigt=sejt)