On a more serious note:

Jeg er lidt to personer. Altså hvem er ikke det. Men nu tænker jeg på noget specifikt.

Jeg er rejsesvinet. Ud i verden. Prøve. Kaste ud. Smægte sig i “uh hvor har du også prøvet meget” og “du er også modig”. Nyt. Skævt. Hvad kan vi finde på? Ud med tryghed, ud med det kendte. Sådan er jeg. Af sti af sted (nej, det er der ingen, der siger mere). Her-er-din-Mercedes-job i USA, her-er-din-silo-med-regnvand-frivillig i Kenya, her-er-ingen-løn-men-gode-mafiaforbindelser i Tyskland, her-er-ingen-plan i Spanien , her-er-maoistoprør-og-masser-af-linser i Nepal, her-er-fishtasting-eggplant i Tibet, her-er-surf-og-druk i Australien, her-er-en-ø-hvor-I-skal-sættes-af-men-der-er-ingen-til-at-hente-jer på Fiji, her-er-søløvere-og-gletjsere i New Zealand, her-er-to-måneder-på-en-båd-og-en-hammerhaj i Fransk Polynesien og nu-siger-jeg-op-fordi-tingene-blev-for-almindelige-og-konventionelle. Og yolo og alt det der.

Det er den ene.

Den anden er tryghedssvinet. Hjemme bedst. Ondt i maven. Åh nej. Tårer. Men hvad nu hvis? Er det mon rigtigt? Jeg har bare lyst til at blive her.  Jeg kender det her. Og hvad med min familie? Og går jeg glip af noget? Og fortryder jeg? Og “jeg plejer først at glæde mig, når jeg er kommet af sted”. Og det er også lang tid. Og puha, nye mennesker. Skal jeg også tale til dem? Jeg gemmer mig her. Ih, hvor er det pinligt. Og kikset. Og jeg kender jo ingen. Og hvad fanden gør man? Og gid, jeg bare var sådan en, der slet ikke blev påvirket, men bare tromlede derudaf no-worries-style.

Men det er jeg altså ikke. Tro det eller ej. Jeg giver nok mest det modsatte indtryk. Jeg er to personer. Og den første er den, der har ved roret. Den tvinger den anden ud i alverdens projekter. For begge personer VIL gerne, når alt kommer til alt. Så der skal lidt skizo-pres til. Efterhånden har jeg accepteret det. At det er sådan. At jeg skal tvinge mig selv, og at jeg altid vil have person to med mig også. Og lidt ondt i maven – lige ved siden af de gode sommerfugle. Indimellem bliver jeg i tvivl, for prøver jeg så i virkeligheden  at være noget, jeg ikke er?
Men jeg tror det ikke, for jeg tror ret meget, at jeg er begge dele. Ellers har jeg sgu gjort et godt personspaltet job convincing my (other) self.
Jeg skal sørge for at huske, at jeg altid glæder mig, når jeg er hoppet ud over kanten. Og så må jeg leve med at have åh-så-mange-facetter.