• Fede børn.
• Larmende børn.
• Fede larmende børn.
• Enorme mennesker, der sidder i spænd mellem armlæn.
• Snakkesalige mennesker.
• Snakkesalige mennesker, der prikker til en, efter man har taget ørebøffer i. Bare for at snakke.
• Praktiske mennesker. Især par. Der har semi-ens tøj, og har planlagt præcis, hvad der skal ske på den der måde, hvor de begge tænder spotlyset, tager ens ørebøffer på (fordi “flyets er altså ikke liiige os, vel”), åbner flymagasinet med stor iver og gestikuleren, fællesquizzer højlydt om Sydamerika, finder sudokuen frem og  snakker om, om de da bare “nærmest ikke har fået noget kylling de sidste dage” og synes, de er enormt sjove og ironiske. På en skidesjov måde.
• Mennesker, der beder. For deres liv. Ved start og landing. Højlydt. På arabisk.
• Mennesker, der går AF-mok (intended!), når andre taler til deres kone. Det gør man ikke. “And you know you’re wrong talking to my wife.”
• Danskere. Der er danskere. Sådan rigtigt danskere. Og familie. Og lige har været på sådan en “hvad-synes-du-så-var-det-bedste”-tur.
• Danskere. Som er sådan nogle, der kommer hjem med rød hud og flettet garn. Eller åbenbaring og oplysthed.
• Hjemløse. Med guldøl og utændt cigaret kl. 6.30 om morgenen. På vej til Læsø, fordi “der er kommet så mange mennesker i København, mormor.”

Vi havde fornøjelsen af larmende børn, bedende arabere med flyskræk, du-må-ikke-tale-til-min-kone-mand, praktisk par fra helvede, danskere i kategori 1 og snakkesalige mennesker, der prikker.

Vi var selv sådan nogle, der spillede Bezzerwisser, mens vi sad foran/bagved hinanden. Det er nemlig ikke spor irriterende.

Karma kom til gengæld tilbage og satte den hjemløse med guldøl ved siden af mig 6.30 næste morgen i toget til Jylland.