Lad os bare sige det. Kort og godt.

Så fik vi prøvet Zen.

Jeg kan nu sige, jeg har været der. Tale med om det. Vide, hvor det ligger. Fortælle om nogle år, at jeg selvfølgelig også har begået mig på et af de der in-steder, hvor der vist nok kom kendte og smarte, og som nu er forhistorie (og nej, jeg har hverken været på Nasa eller Park eller Simons eller Molly eller Sunday eller noget som helst – har ikke engang været på Damhuskroen).

Og det var så nok det. Det sker nok ikke lige igen. Med mindre jeg er meget fuld, under pres eller har glemt, hvem jeg er lige som ham tjekken.

Jeg havde forestillet mig noget indhyllet i hvidt. En eller anden meditativ oplevelse af en art. Something classy. Og sådan tiernes svar på de der diskoteker, som Patrick Bateman render rundt på i sit dobbeltradet jakkesæt i firserne.

Det var det ikke rigtigt. Overhovedet. Som en af aftenens medgængere sagde: “Det er fuldstændig som ethvert andet Crazy Daisy i provinsen. Bare med occasional besøg af Remee og venner.”

Og ja, det var jo sådan set ikke helt forkert. Samme lyssætning. Næsten samme musik. Samme klientel. Som er småkiksede drenge/mænd i for stort tøj med ét dancemove, der – når man møder dem i rygerummet – siger ting som “nå, står I bare her og ryger?” og ellers bare står i en ring om dansegulvet og scanner og sanseløst stive piger uden en selvstændig tanke i kroppen i ekstremt korte kjoler og høje sko, der klasker clutchen rundt i hovedet på andre i et forsøg på dans og vælter op og ned af trapperne for at snave op ad en kældervæg et sted/tage coke af iPhonens lysende skærm/sige ting som “arhmen, så snapchattede jeg ham så, og så facetimede vi og så…” på toilettet.

Efter at have omsat to – vist nok helt ordinære – Tuborg på flaske til den nette pris af halvtreds kroner stykket til lidt flere utydelige ord og usikre stænger, var vi, helt uden vivar bevidste om det, ganske automatisk  fortrukket til rygerummet i jagten på hjemlige territorier, hvor vi ikke var de der gamle fallerede typer, der stod, alt for selvbevidste, i en cirkel og dansede og undrede os over, hvad fanden vi lavede eller tænkte på, hvad vi skulle huske at købe ind i morgen.

Erkendelsen var simpel nok. Vi er nogle gamle svin. Tidligere på aften havde en af de andre kaldt sin mor for “retarderet på Facebook”. Og på zen var det, hvad vi var. Vi var mor på Facebook.

Så vi tog flugten, fandt et bord på Halvvejen, tændte en smøg, drak en Thy, åndede lettede op og talte om voksenmobning og spejdere og andre ligegyldigheder med en fyr, der hed William, som havde to skjorter på.