Men tilbage til det der med, hvordan man endte som selvstændig. Der er jo mange led i den sag. En proces, som jeg slet ikke troede på, men som jeg pludselig var midt i  – og samtidig i fuld gang med at kimse af proceskonceptet. Men sådan går det jo.

Det var  i det store hele noget med job, der ikke blev til noget, og drømme, der ikke blev til noget. Men ud over det var det mennesker. Mennesker, der sagde noget på vejen. Den ene af dem var Grafikeren. Ja, det hedder hun lige i den her sammenhæng. Ikke meget sagde hun, men lidt.

Vi havde et møde. I dødkedelig arbejdssammenhæng. Pludselig spandt det hele af sted på tumbleweed-måden og handlede om kaffe, rejser til Paris og USA, festival, kærestesorger og noget med at fryse æg ned. Jeg tror godt, vi kunne afgøre uden sæt-kryds-seancen, at vi gik meget godt i spand (og jo, her er vi lige lidt ordnazikonservative og bruger den oprindelige “i spand”).

Mit eget lille Guevara-oprør mod Voksenverden var allerede sat ind. I mit hoved. Men der var et stykke til at bekende sig til fremmede. Alligevel spurgte jeg lidt til Grafikerens deltidsjob og fandt hurtigt ind til tanker om personlige projekter, frihed, drømme og udland. Der var pludselig ikke langt til, at jeg selv sad og krængede the inner ghost ud og sagde “væk, frihed, ikke mig, ikke mere, kreativ, noget andet” i en stor stream-of-consciousness.

Og der kom noget af det, jeg stødte på flere gange, om som skulle vise sig at være en hjælp. Ikke overraskelse, rygklap eller “hvor modigt” (selvom det også kan være rart at høre). Heller ikke tvivl eller modstand.
Men bare verdens største selvfølge. Selvfølgelig. Og det er da det helt rigtige. Og hver gang, jeg er hoppet ud over kanten, har et eller andet reddet mig. På Star Wars-flyve-måden. Nej, okay, det sidste er noget, jeg finder på. Men pointen er den samme. Den mest naturlige ting i verden. Not a big deal. Og selvom det var det, var det pludselig mere overskueligt for mig. En selvfølgelighed.