Viagra

historien om at bruge en time på at komme hjem fra arbejde

torsdag, januar 25, 2018 0 0

Okay, så jeg tænkte, jeg godt kunne løbe en lang tur i går uden problemer. Det kunne jeg også godt. Problemerne kom så bare i dag. Eller rettere i nat. Hvor jeg lige præcis kunne have knæet i enten 90 grader eller 180 grader, men intet derimellem, hvis jeg eller skulle have intentioner om at sove uden jagende smerter. Og hvor jeg både overvejede, om jeg skulle have en hofteoperation og en ny akillessene. Eller bare opgive at være aktiv og gå over til noget alderssvarende pileflet. Nu havde jeg jo alligevel også lige fået kommentaren på arbejde til et ungdomsbillede om, at det var sjovt, jeg så ung ud, for i dag så jeg jo ganske tidssvarende ud. Oh well.

I dag blev så noget med en dag med et stift ben. På den der ynkelige måde. Med elevator op. OG ned. Og haltende rundt på gangene. Hvor man ligner en af dem der, der lige har et par krykker liggende derhjemme og finder dem frem ved enhver mulig lejlighed. Sammen med deres grønne velcrofingerskinne. De er i øvrigt i familie med dem, der altid lige finder sådan en gammel slidt bandage frem, når de finder anledning til at selvdiagnosticere noget seneskedehindebetændelse. Eller musearm. Sådan var jeg. Ynkelig. Og med et knæ, der låser og gøre herrenas i alle positioner mellem 1 og 179 grader.

Så jeg aflyste fodbold. Men tænkte alligevel, at jeg da godt lige kunne cykle hjem. Come on. Okay. Jeg kom cirka én kilometer. I seniorfart. Blev overhalet af børn, Christianiacykler og rasende typer. Alt imens jeg småpeb og forsøgte at cykle med et ben, hvor man ligesom trækker pedalen op med oversiden af den ene fod.

Konstaterede, at det ikke gik. Hop af og trak og besluttede mig for at finde en station. Tog selvfølgelig den beslutning midtimellem to stationer. Gik nogle hundrede meter. Det gik da sådan set meget godt. Tænkte jeg så. Jeg kan sgu da godt cykle, come on. Tænkte jeg så. Begyndte at cykle. Nogle hundrede meter. Måtte simpelthen plain opgive. Nu endnu længere væk fra begge stationer.

Måtte virkelig håbløst og ynkeligt vende om og trække cyklen tilbage til nærmeste station. Hvor jeg så ikke kunne lokalisere en elevator. Hvorfor fanden er det i øvrigt så skidesvært at finde en elevator på stationer? Jeg får maks. pres over projekt cykel-i-elevator. Så jeg måtte hive håndbremsefri og meget køreglad ny cykel ned ad ramperne på tre trapper. Det er jo heldigvis slet ikke et problem med knæ, som ikke kan gå på trapper. Og hvorfor sidder de der kiler i den forkerte side? Jeg trækker sgu da min cykel på min højre side. Altid. Gør alle ikke det (okay, jeg ved godt, at ingen er nået så langt i den her komplet ligegyldige beretning)?

Endelig nede ved tog. Som så er perron for fucking intercitytog. Og ikke s-tog. Og stadig ingen elevator. Halvvejs oppe af trapperne kom så Øresundstog. Ned igen med cykel slæbende ned ad trappetrin. Undskyld, konduktør. Undskyld. Undskyld. UNDSKYLD. Stopper det her svenskertog på Hovedbanen? Godt så. Og cykelindgang i den anden ende. Super.

Yes, endelig på Hovedbanen. Og elevator. Sådan. Ind i den. Som så fandeme kun går en vej, og det er ned. Under jorden. Arhmen for fanden. Tilbage igen. Ned i den anden ende, ind under trappen og ny elevator. Op med den. Og over i ny elevator. Ned med den.

Oh well. 60 minutter. 5,2 km. Hurra. Lidt som at læse den her beretning.

No Comments Yet.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *