Vi snakkede om modenhed til en fest for nylig. Det er vist ikke første gang. Måske meget noget, der er kommet til, efter jeg selv er blevet så gammel og selvsmagende og gammelkloganstrengende, at jeg konstant messer “jeg kan bare godt lide, når folk hviler i sig selv.”

Men det kan jeg virkelig. Lide folk, der er loose og uimponerede. Det sidste kan også være skræmmende. Men i den rette dosis er det det rigtige selskab.

Til gengæld er jeg dårlig til at håndtere umodenhed, især umodenhed i en specifik indpakning. The trying too hard-girl.

Jeg er dårlig til piger, der altid har en holdning til noget. Jeg er dårlig til piger, der ser det som en sport at kunne diskutere alt. Jeg er dårlig til piger, der ikke gør det bedste for situationens udfald og øjeblikket nu og her. Jeg er dårlig til iscenesættelsen af politisk overbevisning og faglig kunnen gennem dårligt brugte fremmeord. Jeg er dårlig til piger, jeg står ved siden af, som står og gør sig til grin, jo højere de gentager deres elendige argumenter. Jeg er dårlig til elendige argumenter i det hele taget. Jeg er dårlig til trække-til-side-dramaet. Til jeg-betror-mig-lige-til-en-fremmed-dramaet. Og til folk, der ikke kan undvære deres personlige musiksmag til fester. Okay, okay, det sidste er nok mere generel brok end en egentlig modenhedsdiskurs (se, jeg brugte et uniord – jeg er så akademisk, jeg ikke kan være i mig selv).

I bund og grund er det meget let: Jeg er dårlig til piger, der er, som jeg selv og mine veninder var for 5-6 år siden.