På med min fars forvoksede grønne fleecetrøje. Og en hat. Et par lidt for store gummistøvler. Haglbøssen, som også er lidt for stor. Vi lister ud af bagdøren. Ned til søen. Den ene havestol er væltet og dækket af mos. Tørrer den af med lidt græs. Kan godt sidde der nu.

Venter. Der er stille. Bliver mørkere. Når den første stjerne kan ses, siger far. Vi snakker. Om en aftentur i naturen. Om en bog af Jan Guillou. Som handler om nogle brødre og et århundrede. Det bliver mørkere. Der er ingen stjerner. Helt stille. Vi snakker om sygdom og ikke-sygdom. Jeg synes kun, der er konturer tilbage.

Og så trækker de ind over. Ænderne. Det i sig selv er fint. Og på mange måder taler hjerte og hjerne imod at ødelægge deres forsøg på aftenro. Og så alligevel ikke. Jeg kan nok ikke forklare det. De vender rundt. Mit hjerte hamrer. En del af mig håber, at ingen af dem kommer på skudhold. Kroppen er alt for spændt.

Men det gør de. Og jeg løfter haglbøssen. Et glimt. Men ingen dump. Det er der til gengæld hos min far. Og sådan giver det mening. Med en aftentur. Man bliver helt lille.