Da jeg blev 30, fik jeg et haglgevær. Ved I hvad? Det er fandeme sejt. Det er sejt at have et haglgevær. Og have fået et. Sejt i ordets oprindelige forstand. Ikke som i “seje sild” i en teentøjreklame.

Det er sejt, fordi det er skidepersonligt. Og utraditionelt. Og noget, man husker. Fordi det er en god historie. Og fordi folk altid bliver så overraskede. Og fordi det kommer til at give mig en masse gode historier fremover.

Haglgeværet hedder Nelson. Opkaldt efter ham, der døde den dag, jeg fik det.

Det har endnu kun slået lerduer ihjel. Det var det til gengæld god til. Sådan rigtig god til. Og så må man gerne være lidt stolt af sig selv.