Viagra

om at arbejde imod sin mavefornemmelse

lørdag, marts 4, 2017 22 0

For nylig skulle jeg til en fest, hvor min kæreste ikke skulle med. Jeg kendte værtsparret og et par stykker derudover. Jeg er 33, og det lyder fandeme voksent og gammelt og modent og slut-med-alle-de-der-bekymringer-og-fantasifostre, når man sådan siger det højt. Men hold kæft, hvor skulle jeg stadig til mig sammen, og hold kæft, hvor havde jeg inderst inde mest lyst til at vende om og gå hjem på min sofa. Selv om det er en lillebitte ting. For det er det jo. Men det er en aften, hvor jeg på forhånd ved, jeg bliver enormt bevidst om, hvor jeg placerer mig, og hvor jeg ved, at jeg skal hægte mig på, og hvor jeg kommer til bevidst at planlægge, hvad jeg gør. Det er i øvrigt sådan et situation, hvor man får røget alt for meget, for så gør man jo noget.
Nå. Men.

Jeg har engang aftalt med mig selv, at det skal jeg. Altså gøre de der ting. Tvinge mig selv væk fra mavefornemmelse, væk fra at stoppe mig selv.

Nu lyder det som om, jeg har enormt mange blokader og noget social angst af en art, men det har jeg ikke. Og jeg tror faktisk, jeg er skidenormal.

Jeg er ikke selv særlig introvert, og jeg forekommer meget lidt hæmmet , tror jeg. Men bag ret meget udadvendthed og god selvtillid og generel ret afslappet tilgang til ting, så findes der egentlig en god portion…generthed….måske ikke det helt rigtige ord, men sådan en overdrevet bevidsthed i forhold til situationer, hvor jeg ikke er rigtig tilpas.

Jeg er helt sikkert ikke er den eneste, der har det sådan. Men jeg synes, det er skørt, at det aldrig ændrer sig. Da man var yngre, var nok meget noget, man talte om som “bag den hårde facade” og “det er altid de selvsikre og hårde typer, der er usikre”. Men så simpelt er det ikke, for jeg er egentlig ikke usikker. Men jeg er meget bevidst om, at jeg har nogle underlige begrænsninger, hvor min mavefornemmelse og mine rationelle hjernefolder er har gang i noget lussingebattle.

Jeg er en tænker. Jeg tænker situationer og mulige fremtidige udfald og har altid gjort det. Og så kan man hurtigt få opstillet en masse ukendte situationer, man ikke har helt vildt lyst til at forholde sig til, fordi de er, ja, ukendte, og det kræver mere af en, og det potentielt sætter en i en situation, hvor man ikke har lyst til at være. Jeg forestiller mig, at det er sådan autister eller folk med angst har det gange 100. Og det misunder jeg dem ikke.

For jeg har ikke lyst til at være bange for det ukendte, og jeg har altid dyrket at skulle sætte ting på spil og skulle længere ud. Men hold nu kæft, hvor skal sådan noget altså trænes. Som yngre ville jeg slet ikke ringe til lægen eller en restaurant, og i dag skal jeg stadig tage mig sammen for at lave et interview (og jeg lever trods alt af at være journalist). I gymnasietiden trak jeg ikke en eneste gang en sodavand, fordi maskinen var lidt besværlig, og den stod et sted, hvor alle kunne se en, hvis det gik galt. Og jeg var slet ikke ligeglad nok til at sætte mig ud over, hvis det gik galt, selvom de fleste andre nok havde den opfattelse. I dag jeg er stadig ikke glad for automater og kaffemaskiner, der har en egen vilje og er ude på at sætte en i dårlige situationer. Men jeg træner (og har gjort det i mange år) mig selv i at give det mindre og minder fokus.

Jeg synes godt, det kan være svært, at ens hoved og følelse er i kamp. Jeg bliver lidt sur over det, fordi jeg ikke gider at have det sådan. Det er besværligt. Og jeg vil hellere være en, der ikke bekymrer mig og analyserer op og ned ad stolper.

Jeg vidste som yngre, at jeg ville ud og se verden – at jeg ville fandeme være sådan en, der gjorde det. Men første gang jeg stod i lufthavnen og skulle til USA, skulle min mor og far bare have spurgt én gang, om jeg nu var sikker, og så havde jeg vendt om. Men jeg gjorde det ikke, og jeg gjorde det heller ikke, da jeg senere skulle på børnehjem (altså ikke PÅ børnehjem, vel) i Kenya, til Tibet med rygsæk, ude at sejle i Stillehavet eller til Alperne og være selvstændig og sjov skireporter. Det sidste er kun tre år siden, og jeg var ældre end alle guiderne, og i virkeligheden var de nok mere usikre på mig, der ligesom var hyret til den her meget selvstændige, cool, on demand-vær-sjov rolle. Men derfor er det faktisk stadig en kæmpe udfordring at gå ud af sit værelse og ind i en stor samlet flok og sige hej uden at have lyst til at viske sig selv ud med et viskelæder.

Hold nu kæft, en smøre. En lang, rodet smøre. Der udsprang af ingenting. Andet end noget, jeg lige kom til at tænke over, mens jeg lige sad på en kaffebar og ventede på, at lejligheden blev gjort rent (yay).
Mon nogen nogensinde kom igennem hele baduljen?

Hvad vil jeg sige? Det ved jeg ikke. Men jeg er sikker på, at nogen godt ved det. Og andre har aldrig haft den mavefornemmelse og kommer aldrig til at sætte sig ind, hvordan det kan være grænseoverskridende at trække en kop kaffe eller dukke op til en fest.

22 Comments
  • Birgitte/Grevinden på tredje
    marts 4, 2017

    Jeg kan sætte mig ind i det hele. Det hele. Det er lige sådan, det er. Og jeg har også gjort mig dygtig til at bluffe.

    • Omveje
      marts 5, 2017

      Dygtig til at bluffe. Det er faktisk ret præcist.

  • S
    marts 5, 2017

    JA! Jeg har så ofte den fornemmelse. I sidste uge havde jeg inderligt lyst til en cola fra automaten på min skole, men jeg prøvede den én gang, og kunne ikke finde ud af den, så i stedet undværer jeg. Og jeg skal også tage mig sammen i en time, inden jeg ringer og bestiller et bord eller laver et interview på 10 minutter. Og jeg arbejder også på at kunne kalde mig journalist..

    • Omveje
      marts 5, 2017

      Det er virker skørt, men tror, vi er mange.

  • Skalotteløg
    marts 5, 2017

    Hvor er jeg dog glad for at læse de her tanker på din blog. Er glad for at høre, at jeg ikke er den eneste journalist, der har det sådan, for tænker tit på, om jeg udøver vold på mig selv ved at være i et fag, hvor man skal gøre sådan der hver dag. Tage tilløb. Overvinde sig selv. Hver. Dag.
    Så tak – måske har jeg alligevel ikke valgt forkert, bare fordi jeg har det sådan. Vel? ;)

    • Omveje
      marts 5, 2017

      Det tror jeg ikke. Jeg tror, det er en fin balance, hvor man også lærer sig selv noget – øver sig i at kunne noget, som man egentlig gerne ville kunne. Også selv om der er forhindringer. Men udefra kan det være svært at forstå, hvorfor man har valgt netop sådan et fag, hvis man går rundt og har det sådan.

  • Lika
    marts 5, 2017

    Jeg kan 110% godt følge dig. For nogle kræver selv de mest simple situationer et ekstra spark. Og jeg er ellers, som dig – helt almindelig og uden diagnoser eller lign. Sådan er det bare.

    • Omveje
      marts 5, 2017

      Lige præcis. Rart at høre, at vi er flere.

  • Maude
    marts 5, 2017

    Jeg slutter mig til heppekoret. Jeg er også sådan en type, hvor automaterne pr. default æder mine penge uden at udstede billet og sodavand og hvad man ellers trækker i sådan én. Og jeg har rejst og rejst og rejst den ganske verden tynd, og været bosat besynderlige steder for at bekæmpe min indre trang til at gøre det modsatte. Og nu er det slut. Jeg er fyrre, og mit liv er simpelthen for kort til at jeg gider blive ved med at udøve vold imod mig selv. Så jeg er begyndt at sige nej tak. Pænt. Og jeg er faktisk HELT ligeglad med hvad andre folk tænker.

    • Omveje
      marts 5, 2017

      Spændende, om jeg/vi andre også får det sådan. Men jeg føler egentlig, at jeg øver mindre og mindre vold mod mig selv, men det er klart, at jeg bliver ved med at presse mig selv til noget, jeg egentlig ikke har lyst til. Og det når man måske en grænse for, hvornår man gider mere?! Måske. Men det er nu ikke så meget om, hvad andre tænker – mere om hvad jeg forventer af mig selv, og hvad jeg VIL være i stand til.
      Men automater er og bliver Satans værk, og man ved bare, at de æder ens penge og begynder at lyse og hyle, og der kommer spotlight ned fra oven og den slags.

  • Katrine
    marts 5, 2017

    Jeg kender det alt for godt, desværre. Ville ønske, der var en knap, man kunne trykke på, så det forsvandt, for jeg gad virkelig godt at være foruden den “egenskab”. Men jeg må vel bare træne noget mere, på et tidspunkt må man vel kunne overvinde det, hvis man øver sig nok.
    Kom lige i tanke om et skørt eksempel: Hvis jeg gik på gaden, på vej til et eller andet, og fandt ud af, at jeg var gået for langt/forkert, så har jeg altid bare fortsat og gået en omvej i stedet for bare at vende om på stedet, når jeg opdagede fejlen. For folk skulle jo ikke tro, at jeg ikke vidste, hvor jeg var eller at jeg ikke kunne finde vej. Så hellere gå en omvej rundt om en blok eller ind i en øde sidegade, hvor ingen kunne se at jeg vendte om. Og hold nu op, hvor er det ekstremt fjollet! Jeg har heldigvis overbevist mig selv om, at andre folk er helt ligeglade med, hvor jeg går og om jeg vender om på halvvejen, så jeg er holdt op med det. Nu skal jeg bare lære at det samme gælder på alle mulige andre områder også.

    • Omveje
      marts 5, 2017

      Det er godt eksempel. Det kan jeg sagtens følge. Jeg er stadig helt bevidst om det – fx gik jeg ind i Zaras mandeafdeling i går og opdagede hurtigt, at det var tilfældet. Alligevel gik jeg lige lidt videre og lod som om, at jeg kiggede efter noget til min mand, inden jeg besluttede mig for, at det sgu er for åndssvagt. Ingen kigger jo rigtig på dig alligevel. Men jeg er helt med dig.

  • Tine
    marts 5, 2017

    Kommentarerne tyder på, at du har ramt et eller andet – og du har i hvert fald også ramt mig. Jeg er 31 år gammel, og når jeg skal ringe til lægen, skal jeg helst være alene hjemme. Restauranter ringer jeg aldrig til – det gør min kæreste. Automater, jeg ikke lige føler mig sikker på, kunne jeg aldrig drømme om at bruge. Løb engang ikke efter bussen, for jeg ville ikke se fjollet ud, hvis jeg ikke nåede den. Og ligesom Katrine kunne jeg også finde på at gå videre, i stedet for at vende om, hvis jeg er gået forkert.

    Jeg øver mig hver dag, og i takt med at jeg bliver ældre, bliver det også lidt bedre. Eller i hvert fald meget mindre vigtigt. Heldigvis. :)

    • Omveje
      marts 5, 2017

      Det er lige præcis det, du skriver der. Min veninde sagde til mig den anden dag, hvor jeg skulle ringe til en sushirestaurant: Du går altid væk, når du skal ringe. Ja…men det er ikke sikkert, hun forstår hvorfor. Den med bussen kan jeg faktisk også godt forstå. Hellere vente lidt længere end at komme i en kikset situation – det gælder egentlig for ret mange situationer.
      Det ekstreme eksempel ville være at skulle sætte sig ned på en restaurant og få menukortet (eller bare gå indenfor og få det) og så beslutte sig for at gå igen. Det er den ultimative test.

      • S
        marts 6, 2017

        Det har jeg faktisk gjort et par gange med min kæreste i udlandet, når menukortet ikke har hængt udenfor. Jeg hader det, men det er en anelse mindre smertefuldt, når man er to – og ikke taler sproget.

        • Omveje
          marts 7, 2017

          Det har jeg også – og enig, det er mindre slemt i udlandet.

  • Nikoline
    marts 5, 2017

    Spot on indlæg!

    • Omveje
      marts 5, 2017

      Tak!

  • Line
    marts 5, 2017

    Jeg kan meget godt følge det, du skriver. Jeg er ikke stolt af det, men jeg meldte for nogle år siden afbud til en gammel venindes polterabend pga. DEN mavefornemmelse. Vi har ikke fælles vennekreds, så jeg kendte ingen af de andre piger. Så jeg “turde” ikke tage med af frygt for…hvad? Jeg er altså heller ikke “socialt handicappet” overhovedet. Så ved ikke helt, hvad det er…

    • Omveje
      marts 5, 2017

      Jeg har selv haft samme tanke, og jeg tror også, nogen har haft det til mine egne fester og min polterabend. Og jeg forstår det så godt.

  • Maja
    marts 6, 2017

    Det her indlæg, det gør mig glad! Fordi, jeg har det på præcis samme måde!

    Jeg skulle til en veninde fødselsdag, hvor jeg kendte hende og én anden – hende den anden var ikke kommet endnu, men det var alle andre til gengæld og jeg kendte ingen af dem! Så det første jeg gjorde, var at gå ud på badeværelset.. for at trække tiden, vente på hun evt. dukkede op. hold kæft, hvor jeg følte mig latterlig. Men det er svært, når det føles, som at gå ind til et bur med løver og være hende ‘the odd one out’, som ikke kender resten af selskabet.

    Jeg har fået af vide, at i situtaioner som den, så virker jeg ‘sur’ eller ‘hård’, måske fordi, jeg tænker, at ingen skal sgu se, hvor ufed jeg synes situationen er.

    • Omveje
      marts 7, 2017

      Den har jeg også fået mange gange. Det er vel et forsvar, fordi man synes, det er træls situation. Men ja, badeværelsesfinten, rygefinten, blande-drinks-finten…der er mange.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *