Jeg er født og opvokset i Nordjylland, og jeg har fandenfuckme ingen fine fornemmelser.

Men. Jeg er nu – i dette øjeblik – indhentet af fortiden. På en måde jeg simpelthen ikke troede var mulig efter 14 år. Og en lille smule træt. Bare lidt. Med en nærmest spirituel indsigt i, hvorfor jeg ikke residerer fast i Reservatet.

Dette er, hvad der foregår i dette øjeblik:

Jeg sidder på en busterminal. Alene. Fuldstændigt omgivet af mørke. På nær et lysstofrør, som jeg ikke forestiller mig er skiftet, siden jeg var her sidst engang i 3.g.

Jeg venter.

Forud for nu er gået en time. I en bus. Og omkring 435 stop. På en rute på 34 km. Med seks andre passagerer. En sover og klamrer sig til en McDonald’s-pose. En anden snakker engelsk. Han er tørstig. To piger taler om deres ponyer.

Endnu før det konstaterede jeg, at alt er, som det altid har været. Hæveautomaten virkede ikke, og nej, der er stadig ikke mulighed for at betale med andet end kontanter. Jo, Rejsekort. Men altså. I det mindste er der kommet MobilePay til siden sidst, og det redder min røv, der har været en tur i Gaden for første gang i noget, der ligner 15 år. Hep hep til smølfeshots og ting, der koster 40 kroner.

For kort tid siden ringede jeg. Til nogle taxafirmaer. De har samme nummer som dengang. Halv syv og ti i ni. Det er sådan, man husker dem. De henviste til hinanden og et mobilnummeret. På mobilen svarer Tina.

“Jeg vil gerne bestille en taxa fra busterminalen,” forklarer jeg.

“Øj okay,” siger hun tøvende og overrasket. “Altså er du der nu?”

“Ja…,” siger jeg.

“Nå…men der går i hvert fald en halv time.”

Så her er jeg. 80 kroners busbillet fattigere og fem kvarter af mit liv fattigere. Det er en lille pris for et gensyn med fortiden og Gaden. Men det er ikke savnet.

Så nu er jeg bare her. Og venter på Tina, der skal fragte mig de sidste 8 km for et startgebyr på 95 kroner, og hvad der så ellers tikker ind i oven i.

Skål. Jeg elsker Udkantsdanmark. Med hele hjertet. Men I gør det sgu ikke let.

Anden mulig konklusion: I’m too old for this shit.