Okay, okay, i anledningen af, at det er søndag, så kommer der sgu lidt fra lænestolen. Det er lidt langt. Schlap af. Men det er til gengæld fuldstændig umiddelbare og ucensurerede tanker.

Helle Helle: Rester og Hvis det er

Nogen sagde, at den måde, jeg skrev på (måske ikke så meget lige her) mindede om Helle Helle. Okay, det var faktisk min mor. Som er dansklærer. Så hun kylede en novellesamling og en bog efter mig, for sjovt nok er det eneste Helle Helle, jeg nogensinde har læst, ‘Fasaner’. Som så også er i netop ‘Rester’. Nå, men jeg åd dem råt. Det er fastholdende, let, mystisk og uforløst. Er man til den slags, der afkræver en forklaring, så er det en don’t. Kan man bare godt lide de enkel mærkelige hverdagshistorier, der plumper ned midt i et eller andet, man alligevel føler, man kan kende og ikke kan lægge fra sig, så er det en do.
(Se venligst lige bort fra, at man måske på billedet kan fornemme, at dette er en bog, som burde have været afleveret tilbage et sted. Iggås)

Louise Zeuthen: Krukke – biografi om Suzanna Brøgger

Brøgger er jo ikke min tids fænomen. Men alligevel sådan en, der står der et eller andet sted for enden af baren eller middagsbordet eller hæve-sænke-bordet med sin turban og sorte øjne og lurer lidt på mig og min generation og synes, vi er lidt vattede og intetsigende og forsigtige og kedelige. Tænker jeg. Og så er hun jo en institution. Men jeg følte ikke rigtig, at jeg kendte historien. Og slet ikke den samtidige historie. For mig var Brøgger lige så meget noget, jeg skrev studentereksamensstil i. Så jeg hæsblæste igennem alle 450 sider om den magiske, fascinerende, uforståelige, mystiske og også uidentificerbare kvinde. Der var tempo på, og der var flere gange, hvor jeg glad for, at jeg læste på dansk i et land uden ret mange danskere, for der var edderbroderme også smæk på virkeligheden og detaljerne og ikke mindst den saftige af slagsen. Min kæreste spurgte, hvad min bog handlede om, og jeg kunne høre mig selv tale i en lind strøm om vanvittige mødre, seksualitet, ligestilling, sekt, performance, iscenesættelse, fordømmelse og noget med at skue tilbage på sig selv. Det var dødspændende. Og grænseoverskridende. Og lærerigt. Og trist og fantastisk på samme tid. Og sindssygt svært ikke at bekloge sig på med alt for nutidige og tilbageskuende briller. Netop som det er så let for mig og min generation. Måske.

Maren Uthaug: Og sådan blev det

Jeg var til foredrag med Maren engang for måske mere end et år siden. Jeg købte hendes roman, og hun tegnede en lille pindedame med en pistol og et hjerte. Jeg er vild med Marens tegninger og humor og blog, men var ret sikker på, at bogen ikke var noget for mig. Nu fik jeg den læst. Og jeg må sige, at jeg blev positivt overrasket. Jeg ligger ikke på gulvet i fire dage med grammofonen tændt og Steppeulvene i baggrunden og funderer over livet eller en plet i loftet, men jeg var mere end godt underholdt og glædede mig over det lette og flydende og naturlige sprog og fremdriften i bogen. Og så havde jeg ikke, i hvert fald ikke sådan lige med det samme, forudset handlingen. Den er klart uden for min normale genrevalg, men den røg lige indenbords på nogle timer.