Med vin i glassene og multifunktionelle kaffemaskiner og talte om os selv og vores tid og vores drømme og ambitioner og ønsker og tilstand. Bare ret meget om os selv. Men det vidste vi jo godt. Det hele var meget meta. Og gården var meget Christianshavn. På jeg-føler-virkelig-jeg-bor-i-København-måden for en jyde. Med hvidt vasketøj blafrende på tørresnoren, man kunne ane gennem soveværelsevinduet. Gule vægge, der lænede sig lidt ind for at give fornemmelsen af en anelse mere tryghed og atmosfære og noget, vi engang kunne skrive anekdoter om. Som vi så gjorde.

Og overfor i lejligheden kunne man se ind til glæde og overskud og elementer fra en livsstil.

Vi snakkede om designerstole, om valg, om bøger, især postmodernisme, Franzen og Foer, om folk og lidt mere om os selv. På den håbløse måde, hvor man allerede kan se dig selv lidt i bakspejlet. Om ikke at være tilfreds med sin tid, overvejelserne om at være en del af noget, om at handle, om sætte det hele sammen på en måde, så man kunne rejse, om at skabe sit eget job eller være havnet det forkerte sted eller i den forkerte branche. Lige indtil samtalen nåede dertil, hvor man ikke var helt sikker på, om man kunne blive tilfreds.

Ren desillusion. Og så lidt tilbage til kulturen. Op med humøret igen. Sjove fortællinger og hurtigt retur til den alvorlige nutid. Med den underlige metaengel fra fremtiden på skulderen, der udmærket godt vidste, at det slet ikke var så vigtigt eller slemt eller afgørende.

Men alligevel var det. For man lovede engang endnu tidligere selv, at man aldrig skulle være sådan. Sådan en af dem. En af mange, der bare stod op til et arbejde for at få tingene til at løbe rundt. Man skulle vågne hver dag til noget, man virkelig ønskede. Til sit liv. Og sætte dagsordener og gøre ved.

Man det sker ikke rigtig. Og nu italesætter man så, for det hedder det jo nok, at man godt ved det, og man nok bare skal anerkende, ikke acceptere, at det ikke var sådan, det skulle være. At man havde andre ambitioner.

Og så skåler vi. Og bilder os selv ind, at anerkendelsen er nok. Men det er den ikke.