Nogle ting bliver man spurgt meget om, når man er freelancer eller selvstændig (i øvrigt noget, jeg veksler lidt mellem at kalde det, da ordet ‘selvstændig’ til én målgruppe lyder mindre af arbejdsløshed end ‘freelancer’ gør, mens det hos andre – banker, forsikringsselskaber og den slags – lyder af at skulle hoste op med flere penge).

Spørgsmål, som er i allerbedste mening. Det ved jeg. Og som jeg jo sådan set også sætter pris på. Fordi det handler om en vis interesse. Tror jeg nok. Men alligevel også spørgsmål, som man bare ikke rigtig spørger almindelige 8-16 eller 7-21-mennesker om.

For eksempel får jeg nærmest slavisk og pligtskyldigt følgende spørgsmål af kendte som ukendte:

1. “Hvad så – har du noget at lave?” (meget oplagt spørgsmål, når man arbejder freelance, men også ret trættende at svare på, og helt ærligt – jeg ville jo aldrig spørge et menneske i et almindeligt job, om de har noget at lave?)

2. “Kan det løbe rundt?” (igen, meget oplagt og i bedste mening, men ret beset er det sgu da også et temmelig privat spørgsmål, som jeg ikke stiller til folk, hvor jeg tænker “gud, du kan da ikke have en særlig høj løn, så dum du er, men med alle de kager fra Lagkagehuset, du får skrabet indenbords, og alle de Kählervaser, der ryger i karmen ved siden af medicinflasken med potpourri, så må det være tight i budgettet, hva’?!”)

3. “Nå, er du stået op?” (når nogen ringer kl. op ad formiddagen) (okay: ja, I ved, jeg er b-menneske, og ja, jeg har frihed til at arbejde, når det passer mig, og ja, du er måske i virkeligheden lidt misundelig, men hvor er det egentlig dødprovokerende, at du spørger om det, og jeg mister faktisk alt lyst til at snakke med dig. Det er nemlig mere plat og ligegyldigt end interesseret. Tror, jeg vil begynde at ringe og spørge kl. 16.30: “Nå, er du så gået hjem?”)

4. “Hvad laver du så lige nu?/Har du gang i noget nyt og spændende?” (tag ikke fejl, jeg synes, det er virkelig fedt, at folk gider interesserer sig for, hvad jeg rent faktisk laver – sådan mere end overfladisk. Virkelig. Men det er faktisk overraskende ofte, at jeg bliver afkrævet en gennemgang af alt det, jeg sidder med (jeg ved godt, at folk ville være tilfreds med et “jamen, lidt af hvert” og så et par eksempler, men det duer jeg så heller ikke til) eller en fremlæggele af fremtidige idéer og drømme. Det er vildt cool egentlig, men også lidt spøjst set udefra eller oppefra, eller hvor man nu ser ting objektivt, for der var fandeme ingen for to år siden, der gad høre om digital årsberetning, kvartalsmagasin og den leder, jeg skrev for direktøren i mit gamle arbejde)

5. “Ja, du kan jo bare sove længe i morgen. Det må være dejligt.” (Ja, det kan jeg da, og ja, det er det da…hvis altså jeg ikke, som du, har tre deadlines kl 12.00…)

6. “Hvad vil du så gerne skrive om/arbejde med/være, når du bliver stor?” (okay, det sidste siger folk ikke) (jamen…det her, faktisk, so far? Er det okay? Altså….det er jo et arbejde, you know?)