Min far ringede i dag. Et sted midt imellem tømmermænd, opvask og flyttekasser. Faktisk lige midt i en gennemgang af tegnestifter, blå bøger og clips, tror jeg. Og overvejelser om, om man burde kunne pakke sin bolig ned i en rygsæk, eller om det er ok at flytte minder rundt fra sted til sted, der kun bliver opfrisket, når man flytter. Nå, det er en anden historie.

Min far ringede altså. Og sagde, at de havde renset søen. Og hvis jeg kom hjem inden så længe, så kunne vi tage ud og skyde en and.

Det mindede mig om, da vi fortalte min far, at vi havde taget jagttegn. For ja, det har vi. Min kæreste og jeg. Og vi holdt det hemmeligt og gik til picnic i Kongens Have og svarede undvigende hemmelighedsfuldt på spørgsmål om blå skuldre og nøjedes med upassende svar på arbejdet. Vi gik rundt på vejen med en afstandsmåler, der lignede et lille videokamera, og spejdede mod vejskilte og gættede på antal meter og blev kigget skævt til af forbipasserende, som forestillede sig, vi var fæle belurere. Og vi byggede baner i Rosenhaven på Frederiksberg og lavede papharer og papfasaner og svarede på, om vi ville skyde dem.

Da jeg var yngre, var jeg af og til med på jagt. Men jeg har aldrig haft lyst til at skyde noget. Har altid været den store dyreven. På mange måder ser jeg nok stadig ikke den store forløsning ved at skjule mig og vente for at plaffe et rålam midt over. Men mine grænser har ændret sig lidt. En fugl kan man vel godt gøre ende på. Tror jeg. Måske begynder jeg at tude. Men udover drabet vil jeg også skynde mig at tilføje en violinserenade af den stille, skønne naturoplevelse og det oprindelige, rigtige og dyrevelfærdsorienterede i at nedlægge sin egen mad. Ja, men det er altså rigtigt. Beklager.

I virkeligheden var projektet mest for sjov. For at overraske. For at gøre min far glad. Min far var begyndt at tænke meget i, hvem der skulle arve hvad, efter han blev syg. Især våbnene var årsag til mange spekulationer. Så mest af alt var det for at glæde og for at overraske. Og så var det i øvrigt en superfed øvelse, hvor man sammen med sin kæreste kaster sig ud på total fremmed grund, hvor begge er fuldstændig strippet for eksisterende evner. Og så er det også sjovt at lave noget sammen, som ingen andre ved.

Den aften, vi lagde en lille kuvert under min fars tallerken med to små kiksede papkort med påskriften “jagttegn”, da græd han næsten. Først forvirret og komplet ubetinget glad. Så rørt. Så ind til telefonen og fortælle hele oplandet det. Så meget at en i kirken juleaften vendte sig om og gratulerede mig. Så kom oplandet på besøg til fejringsøl. Klokken var ti om aftenen. Så fortællinger om hvordan og hvorfor og gennemgang af alle spørgsmålene – hvor højt må en hochsitz være, hvornår yngler grævlingen, hvordan ser en pibesvane ud, hvor stor en kraft skal der til at skyde en dåhjort, og må man jage fra båd?

Og så bare ubetinget glæde. På baggrund af så lidt. Og nu skyder vi sgu en and. Og æder den. Det går til at større formål.