Nå, men det er næsten for kliché at sige højt. Men det er jo det, der sker, når überbloggeren linker til en. Så fryser man. Sådan helt åben-mund-og-der-kommer-ikke-noget-ud. Af fingrene i det her tilfælde. Kan man sige. Men bare sådan lidt detforholderjegmigligetilsenere. Måske er jeg genial, når jeg vågner igen. Men det er man ikke.

Det har måske i virkeligheden mere/også noget at gøre med gårsdagens atten timers happy hour med en håndfuld hjerner fyldt med komplet ubrugelig, men fantastisk viden og trang til at kvartalsalkoholisme til nye længder. Eller vuelta a casa med de gamle studiekammerater, kunne man kalde det.

Atten timer. Med øl, fernet, kongespil, quiz om lillebæltsbroen, Bjørn Tidmand og Prins Charles, quiz om tidligere tiders vuelta, der afslørede seriøse huller i hukommelsen (havde været lækkerier for nogle af dem, der er sure over Danmarks ungdoms alkoholvaner), psyko-Elias, bodegabesøg, hul i yndlingsbukser, surprisevisit, pizza med trøffel og andet godt, quiz med svar, jeg ikke engang ville kunne opfinde, svar om spock og svar om should’ve known better, vin, gin, cigaretter, rom, whiskey, upassende bemærkninger, classy bemærkninger (som i dag er glemt, desværre), I don’t do seconds, en digter/quizvært, der ud på natten lignede en i leggings, drenge, der vidste for meget om Manolo Blahnik, ku’ godt’er og quiz om teenageren Andreas, der havde unpure tanker om Daniel Craig.

Måske.

Og det eneste, man så egentlig kan, er at skrive et ikke-indlæg. Og nævne at man er blevet linket til. Som måske var det eneste, man ikke ville. For ligesom bare at være den, der uden at blinke spyttede konstellationer af bidder af det danske sprog ud på samme niveau som Safran Foerske betragtninger. Men det var man så ikke. Mere sådan en, der havde brækket filteret af.