I anledningen af, at jeg i dag i Politiken (med en lille onlinefluffer her, som man siger) rent faktisk forsøger at give nogle – ret gode, synes jeg selv – tanker omkring det der med møbler, som ikke har en umiddelbar funktion, og noget med, hvorfor det er vigtigt at flytte grænserne, tænkte jeg, at vi lige må have det lidt ned på jorden igen. For guderne skal vide, at jeg i torsdags på Charlottenborgs Forårsudstilling flere gange tænkte “hvad fanden foregår der?”

<tænkt>

“Der hænger sgu en elpisker. Gad vide, om det er kunst eller bare…tilfældigt?”
_____

“Okay. Hun har filmet sin hund. Okay. Okay. Jeg prøver. Nej, jeg kan ikke. Hvad fanden foregår der? Skal vi bare aftale, jeg ikke er til videoinstallationer så?”
_____

“Hvorfor fanden skriver de aldrig, hvor billedet er taget. Skide kunstnere. Vil sgu vide, hvor det er henne.”
_____

“Det er en klump ler. På gulvet. Og den er revnet. How is this art? Det ligner i øvrigt peberkagedej. Nu bliver jeg sulten.”
_____

“Hvor er vinen?”

<hørt>

“Hvad synes du, det ligner?”

“Ehm….vagina?”

“Ja…eller en østers.”

“Men den orange farve er meget flot.”

______

“Er jeg den eneste, der forventer, at den der blomst gør noget lige om lidt? Sådan ligesom den der fra Bubbers Badekar?”

______

“Det der er jo faktisk decideret grimt.”
(kvinde lige ved siden af – samtidigt:)
“Det er nok noget af det smukkeste, jeg har set fra hendes hånd.”
_____

“Får I også lyst til at scratche på den der pladespiller?”
_____

“Det er faktisk ret sejt. Tør du røre? Jeg er sgu lidt bange for, at en af dem pludselig rejser sig. Selvom de er papmaché. Eller hvad det nu er.”
“Tror du, opladeren virker? Jeg mangler strøm.”
“Deres hår er sådan lidt Criminal Minds-agtigt.”
“Det er sjovt, at de har givet dem samme tøj på, hva’? De kunne da også godt have lagt noget andet end en iPhone og en plante på den kommode derovre, når det nu også er på den he….NÅÅÅÅÅRH, det er sgu da spejlvendt. Gud, hvor smart.”