Der er hul på fodboldsæsonen, og i dag vandt vi vores første (trænings)kamp. Jeg har optur over, at jeg har optur over det. Knap så optur over, at jeg ikke lige kan finde et bedre udtryk end det.

Men helt alvorligt, så er det fandeme fedt, at man trods fremskreden alder, giftermål, forfremmelse og snakke om pension, børn og MU-samtaler stadig kan finde ud af at være oppe og køre over en sejr. I en ligegyldig fodboldkamp. For den bliver jo overhovedet ikke ligegyldig. Og alle er lige. Det er til at brække sig over, men det er sgu rigtigt. Holdsport er fedt. Prøv det. Glem crossfit for en stund. Tilbage til foreningerne. Hold fanen højt. Eller noget i den dur.

I dag undrede jeg mig igen over, hvor meget lort der egentlig bliver sagt på sådan en bane. Og igen håbede jeg ikke, der var nogen med dårlig selvtillid, der spænede rundt og fik pres over at få tilråb som “du er HELT HELT alene” eller “Pas på ryggen”. Det var her, jeg sidst funderede over fjollede råb fra grønsværen.

Noget, jeg til gengæld har mindre optur over, er, i hvor høj grad min krop forsøger at fortælle mig, at jeg er pissegammel. Og at jeg ikke kan holde en måneds fuldstændig motionsfri og fylde den med kilovis af past, gammeldags isvafler og mors schnitzel. Og så bare møde op til én træning og derefter tro, jeg kan spille 90 minutter kamp.

Derfor har jeg nu ondt i

• begge lår (kun front, i morgen helt sikkert både front og bag)
• skinneben (hej skinnebensbetændelse, du har ikke været savnet)
• fødderne (har vabler overalt)
• brystet (tak for albue i brystet, fodbolddametype)
• armene (ingen anelse hvorfor)
• ryggen (fordi jeg er gammel)

og er ved at acceptere det faktum, at jeg 1) skal bruge en halv time på rent fysisk at komme ud af sengen i morgen, og 2) jeg ikke kan gå. Mere. Nogensinde. Agtigt.

PS. Værdsæt lige det lidet flatterende billede!