Har lige sendt ovenstående snap til min veninde, da hun skrev, at hun synes, der var lidt stille på den blååååg déér. Det lyder som om, jeg er gravid. Det er jeg ikke. Måske som den eneste i verden (dette skal klinge sarkastisk – ikke trist). Eller sådan føles det i hvert fald her i midt i mit liv (igen: sarkastisk).

Nå. Men det er jeg altså ikke. Bare decemberfed. Ude af form. Sløv. Travl, fordi man skal nå det samme på arbejde, som man plejer på 31 dage + i vores tilfælde også lige en ekstra bogudgivelse, en flytning, et par julefrokoster og årets bingobanko (stadig i tvivl om forskellen?), fødselsdag, julehygge, juleøl, julenoget, nogetandet.

Så kort fortalt har jeg altså bare haft travlt med at æde chokolade og drikke øl.

Men i en runde ustruktureret ordvælling kommer her betragtninger fra tiden, der gik:

• Jeg er lige så opslugt af SKAM, som jeg hele tiden har været, og jeg synes, det sidste afsnit var God Awesome. Jeg tror dog stadig, Even skal dø. Eller noget andet ulykkeligt.
• Jeg ser også DR’s julekalender. Trofast. Men jeg er ikke stor fan. Måske fordi man samtidig ser SKAM, men hold nu op med de lortereplikker?! Ingen søskende eller venner for den sags skyld eller MENNESKER for den sags skyld siger jo hinandens navne så ofte. Og slet ikke når de er alene sammen i et rum. “Hold nu op. Anna.” “Bogen er her, Sara.” “Okay, Anna.” “Skyd mig, Anna eller Sara, eller hvem fanden du nu er.” Og hvorfor skal hovedpersonen være sådan en kælling over for sin søster? Det er jo Bamse og Kylling-forhold-irl. Og må man egentlig godt være sådan en ufølsom mor på 2016-korrekt-tv? Og hvor karikeret kan det egentlig blive med ham nissepsykopaten, der truer med at lukke teateret?
  Nå, ja, men som sagt. Jeg ser det stadig.
• Jeg ser også Familien Andersens Julehemmelighed. Den holder stadig 100. Og skidegod grafik også. Mener stadig, jeg burde blive æresborger i København i år eller noget for at have skaffet den på programmet igen.
  
• Udenfor vores vindue holder denne bil. Det er kun evigsjovt, hvis man har haft fonetik (Miriam, jeg sætter min lid til, at du læser med her!). Og måske selv i det tilfælde er det ikke så sjovt. Men jeg måtte alligevel sende det til Lise, som jeg har læst engelsk med. Hun var helt med. Og ih, hvor vi morede os den vinter.

  

• For nylig rettede jeg denne tekst og havde det så vildt over, at min kollega havde stavet så meget forkert, at jeg måtte tage et billede. Utroligt, jeg er gift egentlig.

  
  

• Havde det til gengæld knap så vildt over, at kantinen havde puttet rosiner i gulerodskagen. Til gengæld fandt jeg endnu en funktion, clips er perfekte til.
• Undskyld, det er jo et sygt klamt billede, ser jeg nu.