Der må være en måde at skrive sig ind i hverdagen igen, uden det føles helt forkert. Måske bare ved at dumpe lige ned i den hverdag, der er. For mig. Lige nu.

Jeg har snakket en del med folk om, hvor svært det egentlig er for os at håndtere, rumme eller bare møde nogen, der sørger. Det er bare ikke noget, vi gør. Det er social akavethed. Mangel på ord. Mangel på skala. Det er for tæt på, for intimt. Hvad gør man, når man er kollega og ser hinanden hver dag, men jo ikke…kender hinanden? Krammer vi? Hvad siger vi? Hvad gør man på et fodboldhold, hvor man trods alt ser hinanden tre gange om ugen? Hvad svarer man i sms’en? Hvad siger man i køen i supermarkedet?

Noget af det sværeste i denne her periode, der er lige nu, er faktisk at rumme andres urummelighed. At skulle bløde de svære situationer op med overskud, distance og afrunding. For alles bedste. Og det er ikke nogens skyld. Sådan er det bare. I et samfund, hvor vi bare ikke rigtig gør den slags.

Og og og tak for alle jeres søde kommentarer til sidste indlæg. Og så. En vej tilbage igen.

ting, folk siger
(i en håbløs blanding af skidt, ligegyldigt, godt og tjah)

Hvordan går det?

Hvordan har du det?

Det gør mig ondt

Det er jeg virkelig ked af at høre

Er din far blevet begravet?

Jeg er ked af “det der med din far”

Det er jeg ked af. Ej, øv.

Jeg håber, du er ok

Er du tilbage på arbejde?

Er du i København?

Hvordan er det at være på arbejde?

Var det ikke en meget god ro at få?

Det var jo forventeligt

Når det nu skulle være…

Hvordan har din mor det?

Hvad så nu?

Hvad med brylluppet?

Jeg kondolerer

Og vinderen i kategorien ‘Så fuldstændig håbløs, at det faktisk er sjovt’: Jeg kontrollerer