I går var jeg til premiere på Chicago på Det Ny Teater. Det var alle de kendte også. Forinden var jeg på Spuntino og spise fem retter. Og min tankestrøm forløb nogenlunde sådan her:

 

Ummmenumnum…kammuslinger, burrata, carbonara, kalvekæber og så dessert. This place is heaven.

Okay, klokken er 18.50, og vi mangler tre retter. Forestillingen begynder kl. 19.30.

Okay. Fuck. Må vi betale?

Vi trækker den liiige et par minutter.

Dessert fedt. Dessert slut. Løøb.

Hey, ham, der kender jeg sgu da. Jeg siger lige heeeeeejnårhnej, det er sgu da Blachmann.

Blinkede han lige til mig?

Nå, fedt. Vi er ikke de allersidste anmeldere. Der er stadig en kuvert til denne her dame.

Pheuw. Vi nåede det.

Okay, nu ringer klokken. Ingen tid til garderobe.

Nå, hej, Frank Jensen, Kristian Thulesen-Dahl, Bent Mejding og Susanne Bier. Det er bare lige os, der skal ind midt på den her række. Så hvis I liiiige gider rejse jer, og ja, vi har alt vores overtøj og tasker i hænderne.

Holy moly, der er nogle gamle mennesker, der kompenserer for noget gammellugt med en tung Chanel.

Aaarh. De kompenserede for prutlugt. I see it now.

Uh, hvornår har man sidst set en dårlig forestilling, der havde big band. Nej vel.

Hold da kæft. De der folk på scenen har helt sikkert ikke haft den samme juleferie, som jeg har.

Er der for fanden da ikke bare en, der har noget appelsinhud? Det må der sgu da være.

Julie Steincke virker måske en anelse irriterende ude i virkeligheden, men shit, hvor er hun vild.

Er hun egentlig….50? (Det er hun ikke, i øvrigt, hun er 40)

Hvis jeg skulle svinge mit ben bare to gange op over den der stol, skulle jeg have fyrre minutter pause efterfølgende og fire ugers ro med en fibersprængning.

Jesper Asholt…kan han være andet end rar?

Gud, hvor har han sjove ører.

Man sidder egentlig åndssvagt dårligt i de her stole.

Er det Magrethe Koytu, der er Mama?

Og hvorfor er Mama sådan lidt blødsøden og fesen i det?

Er det mon en mand den der kvinde?

Pause. Pause fra at rykke rundt i sæde. Tid til vin.

Hov, det er sgu da…og hey, der er…ej, hvor sjovt, har du set…hey, det er sgu da….

Måske skulle jeg have oppet mig lidt fra en striktrøje.

Hej Amalie Dollerup. Jeg har været til noget tamtam, hvor du sang for nylig, så jeg bliver tilsyneladende lige familiær nok og tror, vi skal kramme.

Man kan ALDRIG nå at drikke sin vin ud i pauserne. Ind igen.

Hvorfor fa’n har de ikke oversat avisen til dansk, når alle sange og replikker er oversat til dansk?

Gad vide, hvordan sådan noget premiere egentlig foregår. Hvem bestemmer, hvem der skal inviteres?

Du skal ikke bilde mig ind, at alle de her politikere aner, hvad Chicago er for noget.

Hold kæft, det er sgu godt det her.

Klap klap klap for fa’n.

Skal vi egentlig ikke rejse os?

Jeg gør det ikke først.

Nu gør Lars Løkke det sgu på række foran. Så gør vi os.

Gad vide, om Claus Hjort lige markerer sig ved at sidde på første række, når Løkke sidder på 3.?

Okay, nu alt tøj, tasker og programmer i favnen og ud.

Du knipser lige rigeligt Thule. Ikke noget med at bryde ud i You’ll never walk alone.

Hey, ham, der kender jeg sgu da. Jeg siger lige heeeeeejnårhnej, det er sgu da Blachmann. Igen.

Blinkede han lige til mig?