…også set Star Wars. Som resten af blogland. Men det giver jo mega meget mening at invitere dem. Altså dem, der skal have forklaret, hvad det går ud på. I stedet for at invitere mig. Der har både i R2 og BB-8 i husholdningen. Bare fordi de har et par tusind flere følgere end mig. Det er lidt ligesom ikke at invitere Miriam til Bridget-premiere. Vent…det gjorde de heller ikke. Få jer nogle nye pr-bureauer. Allesammen.
PS. Den er god. Jeg elsker (også) K-2SO. Jeg savner den sorte R2, der var annonceret.
…fået en snotkludeboks med Star Wars af min nisse. Fulgt op af otte pakker Kleenex. Tror, min nisse er træt af, at jeg nyser og snøfter hele tiden.
…haft tømmermænd. Igen. Ja. På den der måde.
…holdt julefrokost og sunget til Daniel Bedingfield og set en rokokopude (som i øvrigt var en pakkelegsgave – any takers?) blive sparket tværs gennem to stuer og ryddet det meste af et ti-mandsbord inklusive 60.000 glas og 800 liter øl og snaps. Nårh ja, og så selvfølgelig forsøgt at rydde lortet op i min brandert og derfor trådt glasskår op i foden, konstateret, vi ikke ejer et plaster, og brugt resten af aftenen med en fødselsdagsserviet tapet om foden.
…været på altid-fabelagtig Eiffel Bar på Christianshavn. Forinden væddede jeg med min kammerat om, om bartenderne var i hvide skjorter og armelastikker (haha, arme-lastikker) eller i læderveste. Jeg holdt på det sidste. Gratis øl til mig.
…set udstillingen the Danish Chair på Designmuseum Danmark og haft lyst til at investere i klassisk dansk design (der skal nok alligevel gå en del år, før min grønne velour Gubi-stol kommer på sådan en udstilling). Indtil jeg fandt ud af, at den, jeg bedst kunne lide (denne her), gik for 80.ooo sidst. Vi ser lige på det næste måned, ikke.
…forsøgt at få dansk julemad en fredag aften i København. Ligesom 80.000 andre. Ha.
…været i rutsjebanen i Tivoli. Jeg elskerelskerelsker det. Også selvom det var lige ved at katalysere en omgang re-tømmermænd.
…været på LouLou. Som er Bo Bechs nyeste påfund, og som var en bryllupsgave. Det var god, men meget mad. Aaaalt for meget mad. Så jeg gik en lille smule i koma, da vitello tonnato viste sig at være en rockerstor tunsteak oven på kalvekæber. Vi stjal i øvrigt servietterne. På ned-i-tasken-måden. Men ikke hvis nogen spørger.
…været på Jernbanerestauranten (den lige over for Hovedbanen – med alt julepynten). Nogen havde bildt mig ind, det var et fælt turiststed. Men men men det er jo fantastisk. Med tog, røg og øl. Og haha-regler på toilettet.