Det er ikke, fordi jeg ikke kan lide, at solen skinner. Men jeg bliver altid lidt lammet. Lidt lammet af alt det, man nu kan og burde gøre.
Gå ud i haven og sæt dig med en bog. Får det ikke gjort, er for besværligt fra fjerde sal, alt det, der skal slæbes, så skal man tisse, så har man glemt noget.
Gå ud og sæt dig på en trappesten med en kaffe og se på mennesker. Der er ikke plads. Alle andre sidder der. Og der er kø til kaffen.
Gå i Tivoli. For mange mennesker.
Tag i skoven. Hvor er der en skov? Hvordan gør man herinde i byen?
Tag på udflugt til Ordrupgaard, Louisiana, Dragør, til Bakken, i Dyrehaven, til Roskilde Domkirke, til Ystad Saltblogbad, til eteller andet. Jeg kan ikke vælge. Jeg har ikke planlagt det.
Tag ud og spis brunch. Der er ikke plads.
Tag ud og løb i Søndermarken. Jeg gider ikke .
Hop i havnebadet. Hvor er det nu igen?
Tag på picnic i en park. Hvad skal jeg pakke, hvor skal jeg hen, skinner solen stadig, når jeg har fundet ud af, hvad jeg skal pakke?
Tag i Kødbyen. Igen.
Tag på loppemarked. Ja. Men der er også så meget skrammel. Eller for meget godt.
Grill for fa’n. Grill pølser og haloumi og majs og alting. Slæb det hele ned i gården, rens grillen og nyd det. Nyd det så.
Drik hvidvin.
Læg det på Insta.
Gør det.
Udnyt nu det gode vejr. Solen skinner. Skynd dig ud. Ud og nyde det gode vejr. Ud ud ud. Har du ikke været ude i dag? Ej, skynd dig ud.
Jeg bliver helt stresset af det pres. Altså af mit eget pres. Og får dårlig samvittighed, når jeg ender med bare at blive på sofaen med Netflix. For nu kom jeg jo ikke ud.
Men hey, så er det heldigt, at der ikke er så meget den slags i øjeblikket. Og så behøver vi vist ikke sige mere om det sommervejr. Sagde hun. Mens hun sad og ventede på, at det stilnede af, så hun kunne komme hjem. Stop. Med at snakke om dig selv i tredjeperson. Det er det, det gør ved en.