Bevares, jeg elsker Proletaren og dens charme, oprigtighed og finurligheder. Men der er da også et par bagsider til at kunne sige ja-vi-boede-jo-også-i-rigtig-Nørrebrolejlighed-uden-varme-og-med-petroleumsstanken-i-næserne-ja-vi-gjorde.
For eksempel kunne man overveje, om man i den nye lejlighed, Obersten, kunne glæde sig over:

At man ikke behøver sove i lange bukser og lange ærmer.

At relæet ikke går, når mikroovn og elradiator er tændt samtidig.

At man ikke skal have “husk, her er koldt” som standard-sms til gæster.

At folk ikke siger ‘Har I lige malet?’, når de kommer ind og lugter petroleum.

At man ikke skal kravle ind over den anden for at komme i/ud af seng.

At man ikke skal voldsramme sit tøj for at lukke skufferne.

At man ikke kan mærke ti sekundmeter vind, hvis man står under en meter fra vinduet (hvilket du gør i det meste af stuen).

At man kan gå i bad. I et bad.

At man ikke skal have gang i levende ild, når noget skal i ovnen. Og kalkulere med dobbelt så meget tid og dobbelt så høj temperatur.

At andet end loft og lamper og alle øvrige ting i lejligheden suger mados og fedt.

At vasketøjet ikke behøver stå i samme rum som rygere, madlavere og storpruttere.

At ingen forvoksede gnavere blinker på bagtrappen.

At ingen gæster vågner på stuegulvet og ikke ved, hvordan de skal reagere fornuftigt på, at de kan høre naboerne knalde. Og på at jeg ved, de kan høre det.