Hvorfor hedder det binge-watching, når man ser ti episoder af en tv-serie i træk?
Jeg kender ikke ordet og tænkte derfor på, om det var et nyt ord, der var opstået, præcis til beskrivelsen af netop det at se en masse tv-serieafsnit efter hinanden. Måske er der andre, som mig, der heller ikke vidste (og sikkert en masse, der godt vidste), at ordet faktisk er gammelt og generelt beskriver et overforbrug af noget, gerne i forbindelse med indtagelse af noget.
Ordet er helt tilbage fra 1854, og oprindeligt knyttede det sig til at drikke sig spritstiv, binge drinking, men i 1930’erne begyndte det også at dække over andre ude-af-kontrol-handlinger, fx at spise, tage stoffer eller shoppe (fx spending binge).
I 1990’erne begyndte man at bruge det om at se tv i forbindelse med dvd-bokse og tv-marathoner (ja, jeg ved godt, det er uden h, men det er virkelig ikke pænt), og i 2013 tog det så virkelig fart, da Netflix begyndte at smide hele sæsoner ud af seriefavoritter.
Det er stadig en anelse usikkert, hvad der egentlig skal til, for at man kan kalde det binge-wathching. I 2014 lavede Netflix en undersøgelse, hvor 74 procent af deltagerne definerede det som “at se 2-6 episoder af samme tv-serie i træk” (eller i ” in one sitting”).
Men det varierer og kan fx også sagtens dække over at have set 120 episoder af noget på fire uger.
Bonus: Binge kan også betyde en fest.
BonusBonus: Collins English Dictionary valgte binge-watch som årets ord i 2015.
september 19, 2017
Dine triviatirsdage er altid gode (også selvom jeg denne gang kendte betydningen), og det bliver kun bedre af, at du insisterer på at skrive marathon med h. <3
september 20, 2017
Det er dejligt at høre (også med h…!).