YAY

Når tjeneren tager fejl af, om man har bestilt glas eller flaske, og man derfor får en flaske oven i glassene. Hurra.

Tidsrejsen. Virkelig god julekalender. Jeg synes virkelig, den er spændende.

Venner, der alligevel lige skal til Malmö og derfor sagtens kan hapse verdens smukkeste lampe med hjem – og så til 800 kr. mindre, end hvad den koster rundt om hjørnet.

Når man lige trækker den 10 minutter med at gå ud af døren, og det betyder, at pakkeposten når at komme. Med verdens flotteste tæppe.

Julefrokost med tre ton mad, pakkelegsgaver fra Istedgades skønne udbud af “specialbutikker” og 80’er hits hele natten (og en sms fra underboen kl 3.45)

At folk, der egentlig ikke kan komme, kommer alligevel til julefrokost.

At nogen (hvem??) rent faktisk har puttet noget (en kräuterlikör!) i julesokken, der hænger uden på døren.

Erasure-koncert med pailletshorts, høj hat og en fest, der var 80’erne værdig

Blomsten torsdag nat i selskab med Jørgen og Benny; to taxachauffører, der havde været til julefrokost på et autoværksted i Herlev og havde været til Raveonettes-koncert og var teenagefans af henholdsvis Slade og Sweet.

Bare at hænge ud nogle timer hernede og kigge på sindssygt pæne ting og snakke om gamle dage og nu og lige om lidt. Og drikke kaffe. I regnvejr.

 

NAY

Når pakkeposten er på trapperne kvart i otte (ja, helt sikkert noget, andre vill synes var fedt…ikke mig)

Endnu en teltgate på Skanderborg…og værst af alt ser det ud til, at vi denne gang skal væk fra Sølund. Ak og ve.

En halv time i en garderobekø angivet med “–> DANKORT” for så at finde ud af, det ikke er dankortkø og derefter overfalde stakkels garderobedreng i ren desperation

Blomsten torsdag nat ved siden af konstellationen Simon Emil Amitzbøl, Pernille Skipper og Karsten Lauritzen (gad vide, om vi var vidner til en form for forlig – ligesom Kanslergade og Rio Bravo – Blomsten-forliget?)

Karsten Lauritzen, som jeg vel og mærket har spenderet (alt for mange) timer med i eleveråd, festudvalg, sommerhus, fredagscaféudvalg, og jeg ved sgu ikke hvad, der simpelthen bare er “så dårlig til navne”, men har et bud, nemlig “Linda”!!

Det der øjeblik, hvor man opdager, at man taler lidt for meget om tidligere julefrokoster og kigger på hinanden og kommer til at se, hvor smågamle, bebrillede og corporate vi egentlig ser ud med et lille sjovt juleslips, en flad sko og så’n.

At Istedgades pakkelegsgaver, og her tænkes specifikt på “John” (for nogen havde faktisk taget de transseksuelle spillekort med sig?!) stadig er i ens lejlighed om søndagen.