Jeg nævnte det kort, og I vil have mere, vil I. Det forstår jeg godt, for det lyder jo som et enestående stykke skriftudstyr, som har gået og manglet helt uden at vide det.

En bekendt sendte det til mig. Vi kommunikerer som oftes kun, når nogle bifalder semikolon, ligesom vi selv gør, eller når nogen skriver dimension frem for dimission. Vores venskab er baseret på ren had og ren kærlighed til ting, og det er utrolig smukt.

Jeg måtte lige have hende til at finde det frem til mig igen, for google kunne ikke hjælpe, da “semiudråbstegn” var min egen benævnelse. I virkeligheden er der tale om et “udråbskomma”, og det stammer fra 1992.

Tanken var, at det kunne tilføje begejstring eller spænding midt i en sætning, fx “Verden er løbet tør for romkugler [udråbskomma] men bare rolig, vi bager bare nogle flere.”

Det slog aldrig rigtig igennem, og patentet udløb i 1995.

Jeg synes, vi skal overveje, om vi skal give den et skud mere, men under navnet semiudråbstegn. Jeg tror, det er der, det går galt. Semi kender vi; det kan vi lide. Udråbskomma. Ikke lækkert.

Demo? Facebookgruppe? March? T-shirts? Fælles-tattoo? Er I med?

Pollenallergi i en coronatid. Jeg føler mig så skyldig, når jeg nyser 400 gange i sekundet.

Mænd med skødehunde. Ret jer op. Embrace it.

Britneys far. Er det også Nicolaj Kopernikus’ far?

Lange strækninger er i øde områder på gåben. Selvom det bare er i et industriområde eller et villakvarter i udkanten af en by, så føler jeg mig altid hensat til barndomsferier på græske øer og deslige, hvor man altid vaaaandrede af sted langs vejen mellem halvfærdig bebyggelse.

Mujaffas Shawarma på Istedgade staver sit navn på mindst tre forskellige måder på sin egen facade. Det generer mig ikke, fordi jeg anser det som en kulturel forskel, der fascinerer. Ligesom i Nepal, hvor f og p er samme fonem, og det pis’ligegyldigt, om der står pish eller fish – bare det er noget, der har svømmet et sted.

Semiudråbstegn. Hvor har du været hele mit liv? En veninde taggede mig for nylig i en artikel om dette tegn, som havde haft en kort, men gloværdig karriere i det danske sprog. Problemet er, at det ikke hed semiudråbstegn, og nu kan jeg ikke finde det igen. To be continued.

Clueless
…fordi… jamen, fordi. Den er awesome. Og holder stadig. 25 år efter! Filmen, der gav en styr på RSVP, sporadically, slim to none og Rollin’ with the homies. Og fik alle til at drømme om en computer, der styrede garderoben.

Festen
…fordi jeg kan knap nok huske den. Så jeg tror, det vil være som at se den igen. Måske lige bortset fra hele hovedpointen.

Requiem for a dream
…fordi jeg var helt vildt med den, men ikke aner, hvad den handler om.

Trainspotting
…fordi det er løgn, når jeg siger, jeg har set den.

Goodbye, Lenin
…fordi genial historie. Og der var noget lidt kult over den dengang. Dengang man var ung.

Cry-Baby
…fordi kult. Og Johnny Depp. Og Ricki Lake. Og Iggy Pop. Og Hatchet-Face. Sindssyg anordning.

(pga. barselshjerne og i alt for vidt omfang manglende nyhedslæsning og allround apati/daglig dovenskab)

• Dan Jørgensen og hende der, som jeg lige har glemt, hvad hedder. Og det åbenbart flittigt diskuterede billede. Der kan man bare se.

• Damhuskroen bliver til Old Irish Pub. What the? Har i øvrigt aldrig været der. Men altså, burde der ikke på en måde stemmes om det eller noget?

• Der er præsidentvalg. Altså det vidste jeg godt, men det er ikke ret længe siden, at det sådan rigtigt gik op for mig, at det er lige om lidt. Måske et af de vigtigste, vi kommer til at opleve (selvom jeg tror, 2008 vil stå som det største og mest mindeværdige – tilvalg over fravalg og i den dur). Flot.

at Melvin Kakooza gik helt fri af Black Lives Matter-kritik. Rollen i Sunday er jo et skoleeksempel på, hvordan man fastholder fremstillingen af sorte som den primitive, eksotiske “anden” – her naiv gedehyrde med dårligt sprog, der kommer og sørger for en omgang comic relief.
Og ja, det er “bare” standup og “bare” sjov, og nej, jeg er ikke krænket (hvordan skulle jeg kunne være det), men det fritager ikke for ansvar. Ja, det er en akademisering, I know, men det ændrer ikke på, at en stereotyp fremstilling af sorte (og homoer og tatoverede og lave mennesker og folk med briller og pensionister og japanske turister og og og) medvirker til en stereotyp opfattelse af samme gruppe. Det var bare lige det.

at der ikke er flere kaffebarer, der arbejder med luger. Der er jo et seriøst købestærkt publikum med barnevogn, som kan gå 15 km for at undgå at holde stille og/eller skulle over trappeptrin. Og even better – kridt et sving på cykelbanen op, så man også lige kan svinge forbi og få en kaffe uden at skulle af cyklen.

at der er så mange, der taler tysk på Skydebanens legeplads i København?

at der ikke er nogen, der har fortalt mig, hvor pissesvært det egentlig er at komme op på en cykel med et barnesæde, der sidder foran?! Det er jo som at lære at cykel igen. Og i øvrigt huske, at man ikke bare lige kan hoppe ned, hvis man huhej skal stoppe.

at jeg først sent har opdaget, at der kommer ny sæson af Korpset. Jeg bingede alle sæsoner lige inden fødsel. Måske ekstra godt at se andre mennesker i smerte på det tidspunkt.

Jeg har afleveret mit barn i vuggestue. Det følelsesregister, man gennemlever i den forbindelse, er en føljeton i sig selv. Og en harpe af store og små klichéer. Men jeg gik med følgende bemærkning fra pædagogen: ” Er du overrasket over, at hun ikke reagerer mere på, du går?”. Og næh, det er jeg faktisk ikke, og derfor gik jeg med nogenlunde ro i maven.

Det var selvfølgelig indtil Facebook læste mine tanker og spammede mig med syv-otte artikler fra Berlingske om, at vi afleverer vores børn alt for tidligt, at de er alene hele dagen, og at de får skældud og bliver sendt i skammekrogen. Tak. For. Det. I ved lige, hvad sådan en sentimental kaffedrikkende, hverdagslivsfrygtende, separationsangstramt ny mor har brug for.

Nå, men. Jeg har som sagt skovlet mit skønherlige afkom ind i tumleren og er gået ud ad døren og ned ad trappen.

Og så: Komplet frihed. Jeg kan gøre hvad som helst. Og jeg har lavet uendelige lister. Jeg skal læse Lykke-Per færdig, jeg skal skrive (her og i al almindelighed), jeg skal sidde i solen og drikke kaffe, jeg skal have massage og til frisøren og til negledame og til alt potentielt rekonstruktionsarbejde, der kan få mig til at ligne et menneske igen (kræver muligvis grønt metrohegn og påbud om arbejdshjelm), jeg skal børnesikre hjemmet, jeg skal fikse de åndssvage Ikea-kommoder (Malm, seriøst… de duer jo kun til Marie Kondo; et enkelt lille mas, og så falder de fra hinanden), jeg skal fikse huller med polyfilla, jeg skal planlægge min fremtid og realisere mig selv.

Og jeg gør… ingenting. Alle de muligheder. Jeg er handlingslammet.

Jeg har det som en nyudklækket student, der efter at have mindet os alle sammen om, hvor gamle vi er, ved at have holdt hornet i bund i en uge og flashet sin enellerandenfarvede hue med tre hak og fire streger, man ikke ved, hvad betyder, nu skal vælge mellem at vikle skildpadder ud af forbrugssamfundets vandremedaljon, sixpackplastikken, dyrke godsamvittighedskål og få lus på et børnehjem i Nepal eller ligge på sofaen og se film nr. 1-100 på IMDB (alle eksempler taget fra egen fortid, ha!).

Jeg går bogstaveligt talt rundt i cirkler på Vesterbro og kan ikke komme i tanke om en eneste café, hvor jeg kan sidde og skrive flere lister om, hvad jeg kan lave, næste gang jeg får frihed.

Og nu sidder jeg så her. Helt meta. Med et par ivrige gråspurve, der ligner nogle, der også forventer, at jeg udnytter min frihed. Eller også vil de bare have min bolle. Her sidder jeg og skriver om det. Hvilket næsten bare gør det mere gak. Indtil telefonen ringer, og jeg igen kaldes tilbage med hænderne på klapvognsstyret; låst, trygt og godt – uden alle de (fantastiske forbandede) muligheder.

• Okay okay, jeg slog det hen og sagde, at folk lige måtte tage sig sammen. Hvor slemt kan det være?! Indrømmet, første gang jeg stiftede bekendtskab med det – på flyet fra Aalborg til Kbh – med en varmepude baby i bæresele og i 30 grader, var det forfærdeligt. Jeg fik vist også nævnt noget med at besvime, så damen bag mig tilbød mig en vifte.
• Shit, man sveder med det på altså. min eneste trøst er, at alle andre også går rundt og er soaking wet i halvdelen af face.
• Min næse klør/løber/kræver min opmærksomhed inde under sin lille trelagsdyne. Ikke skidesmart.
• Jeg har det som om, jeg har solbriller på. Nok fordi man føler sig en anelse isoleret fra omverdenen. Og det gør altså, at jeg tror, jeg bare kan sidde og glo på folk. Sådan uhæmmet. Newsflash: Folk kan godt se dine øjne, når du har mundbind på.
• Det er også sådan lidt spændende. Uh, har du husket mundbind (i øvrigt virkelig klamt navn… lyder som om nogen fribløder oralt… men igen, det er der også folk, der lyder, som om de gør)? Lidt som da man skulle testes for briller eller bøjle som barn. Man ville ikke rigtig have det, men det var på en måde også lidt skuffende, når man så ikke fik det.
• Virkelig upraktisk med baby, der slet ikke fatter, hvad der foregår. Ingen smiler længere et stort flot tandsæt, man kan kopiere. Hvilket resulterer i, at baby febrilsk forsøger at flå det af – pænt ligeglad ned Brostrøms røreregler!
• Faktisk også ret svært at aflæse andre mennesker, selvom de forsøger at smile med øjnene. Eller smize, som Tyra ville sige. Pludselig bliver man opmærksom på, hvor meget man bruger sit underskrift til at vise, om det er ok/ikke ok, at du stiller din cykel lige der/sidder på barnevognspladsen/taler alt for højt/pisser i skraldespanden (ok, det sidste tror jeg måske godt, vedkommende vidste ikke var ok – mundbind eller ej).
• Jeg har åbenbart et lidt deformt mundbindface. Det ryger i hvert fald halvt op over øjnene, og det er et spørgsmål om tid, før jeg tager 20 trin med hovedet først. Men i det mindste skraber jeg så ikke underansigtet.
• Der er pisseirriterende, når man har face id på telefonen. Pisse.
• Det er jo bare helt common sense. Og føler mig sgu så ansvarlig med det på. Så let’s go💪🏼

Samtale:

-Hej, jeg skal bruge nogle langborde, og jeg tænkte, at forsamlingshuset havde nogle, jeg kunne leje?

-Mjah… (stilhed)

-Har de det?

-Hvor lange skal de være?

-Det ved jeg ikke lige. Der skal bare stå nogle ting på.

-Jeg tænker på, om det var bedre, du fik fat i Borgerforeningen. Deres borde er længere.

-Jamen, det er fint. Hvem er det så, jeg skal tale med?

-Ja (stilhed)… det’ ogs’ mæ’.

I de der e-mailkædebreve, der florerede, dengang man stadig brugte ofir og var ganske ny på internettet, var der ofte sådan en eller anden random oplysning om, at kakerlakker kunne overleve ni dage uden sit hoved. Noget, man skulle have det helt vildt over og bruge som imponerende trivia i mange år fremover (and so we did), men jeg har aldrig faktatjekket det… så…

Kan kakerlakker leve ni dage uden sit hoved?

Ja, fandeme ja. Og mere til. Den kan faktisk leve en hel måned uden sit hoved 😱.

Kakerlakken trækker nemlig vejret gennem åndehuller i siden af kroppen, så den skal ikke bruge hovedet til den slags pjat. Men den skal dog bruge hovedet til at æde og drikke, og da den “kun” kan overleve en måneds tid uden vand, dør den altså til sidst af tørst uden sit hoved. Det er sgu også ret hardcore alligevel.

Fun fact I: En kakerlak kan tåle både lim, læder, sæbe og menneskehår uden at få ondt i maven. Det forklarer en rædselsfuld nat, jeg engang havde på Fiji (hvor billedet med krabben er fra), hvor en hulens masse kakerlakker indtog vores bambusstrandhytte om natten og havde en (meget lydt) fest – blandt andet med at gnave sig igennem et stofnet og en vakuumpakket plasticpose ind til en gang meget stærke wasabinødder!

Fun fact II: En hunkakerlak parrer sig én gang i livet. Resten af sit liv er hun drægtig.

heic-format?
Altså det er jo pisseirriterende at skulle konvertere billeder fra telefonen for at bruge dem til …ja, noget som helst?! Skal man straffes for at vælge Apple – og er det egentlig ikke nok med indviklede høretelefoner?

vandskade?
Vi har haft vandskade i kælderen for tredje gang (shoot me!), og denne gang har vi ryddet ALT op. Det føltes tilfredsstillende og helt forfærdeligt på én gang. Vi fyldte en helt container med ting, som man jo ikke mangler, men som er et lille levet liv – 173 rosetter fra min ti(ish)-årige karriere på hesteryg (plus pokaler), dykkerudstyr, sækkevis af tøj, et Simpsons-ludo og ting, jeg har fortrængt. Det værste var alle papirbillederne – det var dem, det var gået hårdest ud over, og det eneste, der reelt slet ikke kan erstattes… nu står de i en kasse og er våde og venter på, jeg går dem alle igennem – lige fra 4.000 hestebilleder til sort-hvid-modella-billeder fra teenagetiden.

donutferskener?
Altså de smager jo sygt godt. Who would’ve known?

sæbebobler til 30 kroner?
Vi er enige om, at det er sæbevand, ikke?

folk, der ikke ringer tilbage?
Pisses me off.

David Nielsen?
Hvem skulle egentlig have troet, at 1000-på-rød-David med den perfekte dialekt var superligaens måske bedste træner?

favoritmix og topstarmix?
Og en stribe andre sløje chips- og slikblandinger? Det eneste gode, der er at sige om det, er, at jeg så spiser de færre kalorier (ha, som om).

teva-sandaler og køen foran Jørnæs Productions?
Jeg ved det godt. Det er mig, der er gammel og ikke normcore nok, og det er helt sikkert kampbehageligt. Men altså. Det er sgu da svært at finde ud af, hvad der er ‘jeg parkerer lige min elscooter foran Man hygger sig hos Tove’, og hvad der er ‘jeg parkerer lige min røv på Atelier September’!

vitaminpiller man skal tage ni om dagen
altså – jeg kan godt se, at det måske bliver én meget stor pille, men ni om dagen?

Har du læst de andre #hvad sker der med?