Nogle gange er vi lidt hysteriske. Sådan vil jeg gerne indlede.

Jeg var på vej til at skrive noget om, at der for nylig i blogverdenen havde været gang i kopidiskussionen – især på designfronten. Men også i spørgsmålet om, om blogs kopierer idéer og koncepter fra hinanden. Men jeg gider egentlig ikke gennemgå det.

Jeg ville bare skyde ud, at nej, selvfølgelig synes jeg ikke, det er ok at hugge andres ting. Jeg synes ikke, det er i orden at printe andres tekst eller udgive andre tegning i sit navn, og jeg synes ikke, man skal kopiere en idé eller et koncept og kalde det sit eget. Overhovedet ikke.

Men når det så er sagt, synes jeg også, vi er lidt hysteriske. Og måske lidt anale (yay, det kommer til at give fede søgeord) omkring, hvad der er kopi, hvad der er rettigheder, og hvad der er originalitet. Og sådan.

Det er naivt at tro, at vi alle sidder med fuldstændige eksklusive idéer, der opstået unikt i vores hoveder, kun formfuldendt af vores hjernefolders enestående mosaik. Når jeg får en idé til en artikel, til noget, jeg vil lave i hjemmet, til aftensmad, til et blogkoncept, til tøjsammensætning, til en bog, til måde at få min kæreste til at rydde op på, så er det jo ikke noget, der er sprunget ud af min ellers helt enestående og fantastiske DNA. Jeg er påvirket af omgivelser, medier, samfundets tilstand, verden, tiden, hvad jeg læser, hvad jeg ser, hvad jeg hører, hvad folk siger, og jeg ved ikke hvad.

Og på den måde er det jo ikke så underligt, at vi indimellem er flere om at få idéen om at skrive om mandestrikkeklubber eller rage marmor en masse ind i hjemmet eller designe en betonklods med form som et hus eller lave en oversigt over ugens op- og nedture.

Jeg ved da godt, at jeg ikke er den første til at lave ugens positive og negative ting i et forsøg på at samle lidt småbidder fra den sidste tid, der ikke i sig selv kan bære et indlæg. Jeg ved godt, at andre bloggere har gjort de sidste syv dage op gennem ‘hvad har vi lært’, ‘op og ned’, søgeord, throwbacks, favoritter and whatnot  før mig, og at jeg ikke er skidemeget mere spændende eller original, fordi jeg kalder det ‘yay og nay’. Men hey (det rimer), det påstår jeg heller ikke. Men jeg synes, det er urealistisk at snakke om “nogens koncept”, hvis vi for eksempel taler om at skrive om sin uge i højdepunkter. Der er vist kun her i vores eget akvarium, hvor vi alle læser det samme, at den argumentation går an. Må ingen så skrive dagbog mere, fordi Helen Fielding gjorde det om Bridget Jones? Og må ingen lave lister, fordi det var Erlend Loe, der sidder på
 dem?

Jeg ved godt, at andre har skrevet om mænd, der strikker, eller Folkekirkens nedtur før mig. Men det betyder ikke, at der kun er plads til én artikel én gang i Danmark om det.

Jeg ved godt, at andre har designet et lille træhus med malet tag, før nogen på Finders Keepers lavede det i beton. Men det bliver sgu da svært at tage patent på husfaconen? Eller hvad?

Kopitanker, værsgo. De er ikke affødt af en kommentar eller kritik. Kun fra min egen overvejelsestank.

Og nej, jeg bliver ikke en af dem, der siger “jamen, det er da bare en ære, at nogen vil kopiere mig”, hvis det en dag sker. Det gør jeg ikke. For det er sgu også for røvsygt.
Men jeg vil nok bare lige tænke mig om en ekstra gang, før jeg går i flitsbue over, at nogen har fisket den samme halvsløje idé op fra vores fælles indtrykspool, som jeg har. Bare lige overveje egen originalitet. Med mindre nogen altså har printet min tekst med deres navn på eller sådan noget. Then we’re talking.

PS. Navnet CopyRobbie kommer fra Midtfyns ’98, hvor Robbie optrådte med Let Me Entertain You og en udgave af Back for Good, og vi kaldte ham CopyRobbie og tænkte, han aldrig blev til noget.

YAY

At skulle interviewe INXS’ tidligere tourmanager…også selvom det handlede om noget helt andet og meget mere kedeligt.

At spille fandango til burgerreception og blive lige lovlig entusiastisk over sit navn på sidste side

At fortsætte til spontan 30 års med ost og vin og lakridspibekage

At overtale sig selv til at gennemføre styrketræning på og ikke løbe sin vej på trods af opbuddet af udhængende tynde tøser i lange tights og glatte hestehaler

At komme i Ikea og købe for et par tusind kroner svenske drengenavne i form af kasser, hylder og dingenoter, der helt sikkert lige opper ens liv lidt

At gammel kollega kommer og lægger gardiner op og sørger for at kombinere det med en tur på Pasha-kebab

At være til bryllup med efterfølgende lækker brunch

At være til helt vildt fremragende Johnny Madsen-intimkoncert (ja, det lyder ulækkert, men det var røvgodt)

At grine højt og længe af Johnny Madsens vittigheder uden at skamme sig

At debutere på rigtig jagt og ikke hverken komme til at vende forkert eller skyde hunde eller folk i legemsdele

At spotte både ræv, hare og fasan på jagt og senere otte smukke dådyr på marken

At smæske sig i god gammeldags fondue (uhm, olie)

At heppe på kammerat i Jeopardy (SÅ uretfærdigt at få “Europæisk historie”, når de andre får “Dansk pop” som finalekategori!)

At snakke med sin mor til kl. 02 om natten

NAY

At være til Won Hundred-lagersalg med en mindre dansk provinsby af kvinder med fråde om munden kastende sig over bunker, mens de lægger deres jakker/babyer/hjerner på gulvet ved siden af, mens man selv har alt for varm jakke på og to tasker over skulderen. Bare nej.

At være til Mads Nørgaard-lagersalg, hvor alt er orange

At  opdage, at Photoshop-kursus er i den anden ende af landet og derfor må speedcykle til ydre Nørrebro for derefter at bruge den første halve time prustende og storsvedende i et trængt møderum

At pige ved siden af en til kurset siger “Var det ikke dig, der var til træning i dag?” (ehe jo, og jeg har nok cirka samme farve i hovedet nu)

At være på no-sugar-less-alcohol (nsla??) kinda-thing og derfor mest bare sidde og kigge langt efter lakridspibekage og spytte i samme champagneglas til spontan 30 års

At komme i træningscenter, som man er ret så glad for, fordi det ikke er så mange…let’s say “typer”….og så mange i det hele taget og så konstatere, at det så, lige når jeg skal træne, er fyldt op med fysioterapeutstuderende, der “hænger ud”, og man bare ved, at man lige om lidt enten bliver peget ud, fordi man gør noget forkert, eller taber vægtstangen ned i krydderen på sig selv

At Ikea-ting nu sikkert står i sine Ikea-poser de næste seks måneder

At være til bryllup på Hvidovre Rådhus med viende rådmand i alt for meget solariefarve, sneakers med hvid bund i størrelse ekstra stor, bukser i størrelse ekstra lange og satinkåbe i størrelse rigtig mand

At tøve to sekunder for længe og dermed forpasse chance for første fasan nedlagt

At få bøde for at glemme at tage hatten af, når man bliver sat på post, selvom ens far lige har sagt til en, at man skal “huske at stryge topsejlet”

At konstatere, at Nordjyllands jagt-entusiaster ikke umiddelbart har arvet landet fineste gener, if I may say so…måske har de endda lidt for meget af hinandens gener på kryds og tværs (men de er meget søde)

At finde lidt for meget Spice Girls-merchandise på Danmarks eneste Rock & Roll Museum

folk, der skriver og/eller siger bum! (stop nu for helvede!)

folk på Facebook, der udbasunerer, at de er “flove over Danmark” på grund af et eller andet i medierne eller politisk (uden at have lavet det vilde research har jeg på fornemmelsen, at min irritation som oftest hænger sammen med karakteren af skribenten bag)

folk, der bruger (red.) i flæng – også journalister, der åbenbart har en forventning om, at halvdelen af befolkningen er 10 procent dummere end vådt bølgepap (haha, kan I huske, da man sagde det? Nej? Åh, folk, der siger den slags…jævnt trættende, hva’)

folk, der siger “modtaget” (jeg gør det selv. undskyld.)

folk, der skriver “tillykke :)” på Facebook (you know who you are)

folk, man lige har overhalet på cykel, som så kører op over fodgængerfeltet og holder for rødt (I know, det er 80 procent af København, men stadig!)

folk, der kører eller cykler langsommere, når de er de sidste, man skal have forbi for lige at kunne nå over vejen

Jeg var da sådan set til sådan et slags presse-/blogger-/smarte mennesker-event i går. Ikke at jeg var inviteret. Eller jo det var jeg, men ikke som blogger. Overraskende nok med min omsiggribende skare af følgere.
Men fordi jeg har skrevet alle teksterne (og redigeret alle opskrifterne og de faglige tekster) i Hellmann’s Big Burger Book, hvor en hulens masse musikere, tv-mennesker, bloggere og andre gøglere har bidraget med burgeropskrifter.

Hvem skulle have troet, at min første bog skulle være en burgerbog?

Men hey, med en massiv (burger)bund af nordjysk ydmyghed må jeg lige sige, at den altså er blevet virkelig fin. Det er en tung hardback-sag i retrolook og så fint design hele vejen igennem. Ikke sådan noget glittery stads. Og så mit navn på sidste side selvfølgelig, vigtigst af alt.

Arrangementet var lige, som jeg tænker den slags er: I et galleri og en baggård fyldt med folk, der er noget ved musikken/bloggen/maden/set på Sunday/er googable in some way, og med store fotostater af burgere, lemonade i Hellmann’s-glas, burgere på grillen, DJ og et fint gul SMEG-køleskab, jeg havde lyst til at smugle med hjem.

På bigburgerbook.dk kan man se forhandlere. Beløbet går ubeskåret til Dyrenes Beskyttelse.

Når vi nu er ved det med udtryk (altså det med fodbolden, hvis aproposet er for langt ude), så elskehader jeg, hvor meget sport der er gået i at (bort)forklare maden på restauranter. En dag burde man sætte sig ned og spørge tjeneren, sådan helt Clement-agtigt, hvad hver eneste ting betyder!

• På en bund/seng af = ovenpå
• Med røg= du har pustet røg ned i min tallerken – det smager af…intet
• Et-eller-andet-aske/skum/skind/slør/sne/støv=altså enten et biprodukt eller noget, du ikke helt ved, hvad du skal kalde
• Knust=hakket
• Knuste kartofler=mos
• Crudité=jeg ved det ikke….noget, der knaser, siger min hjerne
• Dehydreret=øhm…tørret…lidt?
• Morkel/østers/indokinesisk humlehejre-creme=dip
• Pulled=hænger fast i tænderne (og er vildt opreklameret)
• Rustik=er elendig til at tilberede, og du får en hel gulerod og en hel tomat (lidt ligesom Christian, der i 3. g troppede op med et helt salathoved, eftersom han havde fået besked på at have salat med)
• Gris=svin

Jeg lavede den her liste lige sådan fra the top of my head. Ja, hør mig, bare sådan lige impuls, ikke.
Men i virkeligheden er Politiken meget bedre til det (nok derfor de er der, og jeg er her), og jeg læste engang for længe siden denne her sjove liste (sorry for eventuelle gengangere, noget har nok været lagret i mit hoved).
Er ret vild med et eller andet-otto.

Men altså – man kommer sgu da til lidt at savne 90’ernes “stegt som vildt” (dvs. med et laurbærblad), “a la Hawaii” (dvs. med ananas) og flamberet som ind i helvede (dvs. iiild).

Jeg har tænkt på noget: Hvordan får jøderne deres krøller til at krølle så meget?

Og med jøderne mener jeg så bar ede få procent af jøderne, der rent faktisk har de hersens krøller. Og som altså krøller dem, for der er også straight shooters. Som man siger. Og dem, der vikler det rundt om øret. Og dem, der gemmer dem under kippahen. Og dem, der nærmest laver små dreadlocks.

Nå, men jeg har også fundet en form for svar. Faktisk flere.

1) Nogle bruger krøllejern. Jo! Det står der.

2) Nogle jødiske mødre putter curlere i de små drenges hår, så det vænner sig til at gro på den måde.

3) Man udvikler en teknik, hvor man krøller sin tot sammen og stikker den op under brilleglasset, når man har været i bad. Vel nærmest ligesom at gå i seng med fletninger.

Bonusinfo: Krøllerne hedder payot.

Selv tak.

YAY

At  besøge hende her på Statens Værksteder for Kunst – fantastisk sted – ville sgu bare ønske, jeg kunne finde ud af at producere noget

At gammel gymnasiekammerat, som er succesfuld i det der tv-branche, springer ud med vintage webshop – giv mig dit liv

At drikke øl med studiekammerat soon to be twin dad og observere en anden end sædvanlig og ret skøn tilgang til det skulle fylde huset med to børn

At bruge en time på at overveje, hvad der slår Brian og Michael som tvillingenavne

At nogen har google “tis distortion” og fundet min blog

At lægge grundstenene for noget så fantastisk som en hvidvinsklub

At få vasket den der skide dyne – endelig (og nej, man behøver altså ikke tennisbolde!)

At få leveret nyt sofabord – hurra!

At sælge en trækasse, der bare stod og fyldte

At Sys Bjerre lige gad gøre opmærksom på på Instragram, at ovenstående billede foregår inde på Post- og Telemuseet

NAY

At komme til at bruge sin penge på en buksedragt, som er ih så flot, men måske også ih så rigtig meget næsten magen til en, man har

At skulle forklare, hvorfor man ved, at nogens kæreste kender ens fætter (ja, jeg har stalket dig og din kæreste på Facebook)

At være i en no-sugar-challenge med sig selv, når man pludselig får to ni-timers-dage på bureau, der skal have fotosession af alverdens chokolade og lakrids

At blive dårlig ti minutter inde i fodboldkamp, fordi ens krop åbenbart er så vant til sukker, at kombien af nul sukker, sol og fysisk aktivitet bliver for meget for oldingelegemet

At komme til at sove 12 timer straight up og deraf misse en halv søndag (som kunne være brugt på sofaen)

At miss reunion-afsnittet i Beverly

At få stjålet sine mønter at portugisisk mafia på møntvaskeri

At krydse fingre for, at man ikke har svinet hele vaskemaskinen til i sort farve, når man ser næste mand i række putte sine meget fine hvide klæder derind

At nyt sofabord  er alt for lavt til, at man kan spise fra det, og man må fremtrylle papkasse fra gammel tv-arm som bord…hvis man altså helt undtagelsesvist skulle sidde i sofaen og spise

At sælge en trækasse, der indeholdt alle ens cd’er, som nu står…på gulvet

At jeg for helvede da mangler en håndværker altså

Jeg kom til at sove alt for længe. 12 timer faktisk. Altså ikke for længe, men i alt. Det er vist rigeligt.

Så jeg har ikke haft så meget dag. Og det meste af den har jeg brugt på et vaskeri på Istedgade. Jeg skulle vaske en dyne og farve to par jeans. Jeg vil helst være alene sådan nogle steder og stille og roligt læse mig frem til, hvordan lortet virker. For er der nogen, er der også altid nogen velmenende nogle, der skal skynde sig at fortælle dig hvordan og hvorledes. Hvilket jo er pænt af dem. Men altså jeg vil helt selv. Alene.
Denne gang var det en mindre portugisisk mafia. Der ikke kunne et ord engelsk. Jeg gætter på metroarbejdere. Men venlige og hjælpsomme var de. Meget smilende og snakkende. Og lige lidt for hurtige.

Da dynen skulle tumbles, smed jeg tyve kroner i maskinen og trykkede på diverse knapper. Deriblandt start. Lidt efter hørte jeg godt en masse mønter, men troede egentlig bare, at det var mønterne, der faldt til bunds i maskinens mave. Så også godt portugisisk mafia behændigt rage alle mønterne til sig, men fattede altså stadig ikke helt, at det var mine mønter, der  var kommet retur. Indtil jeg opdagede, at tumbleren ikke rigtig flyttede sig.

Jeg forsøgte smilende på engelsk og sige, at det vist var mine mønter. Han sagde en masse på portugisisk, hvor jeg desværre kun fangede enkelte ord. Men min egen spansk-kunnen var alligevel ikke rigtig omfattende nok til at sige “hey stjælemakker, selvom du muligvis får ussel løn og bor ad helvede til under en viadukt et sted, så er det altså ikke din tyver. Nå.”

Til sidst gik han over og begyndte at proppe penge i maskinen igen. Fint fint, tænkte jeg. Alt godt. Indtil han startede sin egen maskine. Så blev det alligevel til et par spanske gloser, et slag på de resterende mønter i lommen og en anklagende pegen på hans lomme og et lidt mere anstrengt smil.

Til sidst bevilgede han hele 8 kr. til min maskine. Det måtte jo så være sådan. En slags lærepenge i møntvaskehierarkiet,om man vil.

Da jeg gik hjem den småfugtige, men meget varme dyne i armene stod den første hjælpsomme og ikke-stjælende mand med den lille hjertetatovering fra den portugisiske mafia med rentvaskede refleksveste og kiggede på dildoer ved vinduet i Plan E. Og ham der fra Mændenes Hjem, der snakker om Watto, snakkede løs på den anden side.

Ren dyne. Og endnu en søndag på Vesterbro.

*pic: @simonlarsen på IG

Uden der skal gå oddset-reklamer i den, så  er fodboldkampe på lavt niveau i virkeligheden faktisk bare en samling af uforståeligt og ret åndssvage udtryk, når de høres ude af kontekst. Det minder mig om dengang, man havde idræt sidst i folkeskolen og gymnasiet, og alle håndboldpigerne havde det der blå knæbind til at hænge nede om anklen lige over de der blå indendørssko (ikke gazellerne) og råbte “baaaaakken, baaaaakken”. Jeg synes, de var dødåndssvage.

“Ryyyyg!” (fedt, bare sådan at råbe random kropsdele….lår! arm!)

“Tag meter!” (eh…okay, jeg tager sgu et par stykker så, de ville pynte flot i stuen)

“Du’ alene. HELT alene.” (et tidspunkt, man håber, det ikke er en pige med alt for mange issues på privatfronten, man råber til)

“Tag en mand hver” (forestiller mig noget 1800-talsguldkyst)

“Tag den til dig” (jeg har taget den til mig, helt inderst inde, og jeg blev meget såret)

“Se Lone/Dorthe/Erna” (jeg ser hende – hun ligner et menneske)

“Jeg har!” (hvad har du, om jeg må spørge)

“Lig nu tæt” (slap af, jeg ikke den cuddly type)

“Første gang!” (okay, tak for info, håber ikke, det gjorde alt for ondt)

“Hold linjen” (er jeg den eneste, der hører Toto?)

“Mellem pres” (….er der et barn på vej?)

“Du gemmer dig” (okay, jeg står side om side med et andet menneske, og du kan ikke finde mig?)

“Gør det bredt” (tænk, i alle disse år havde jeg forsøgt at gøre alting mindre bredt)

“Giv hende noget at løbe på” (græs?)