Hov, i printinspoposten glemte jeg jo helt det her fine projekt, som Kathrine, min grafikerdesignerkreativehjerneveninde, har kreeret med tanker på positiv livsfilosofi og fin æstetik.
Det kan findes på I Love My Type til meget fine priser – og man kan faktisk også få customized plakater til særlige lejligheder som dåb, fødselsdag, kærestedag og den slags.
Jeg har aldrig rigtig tænkt, at jeg sådan havde tryghedshistorier, der stod klart i min erindring. Altså jeg har masser af tryghed og minder og også kombinationer. Men jeg har bare ikke tænkt, jeg havde sådan nogle duften-af-min-farmors-hals eller løb-indad-flisegangen-og-så-var-der-saftevand-historier. Måske enkeltstående. Noget med A38 ved trækudbordet eller loppemarked ved slusen og den slags. Men ikke sådan tilbagevendende.
Men det har jeg måske lidt alligevel. Tror jeg.
For der er noget helt igennem trygt ved at tænke tilbage på fænomener, der har gentaget sig. Rutiner af den gode slags. Og en af dem var at samle rester af rugbrøds- og franskbrødsstykker, se bedstefar pakke sig ind i uldfrakke, læderhandsker, halstørklæde med en enkelt knude og sixpence, tage ham i hånden og gå ned gennem den der tunnel ved Ribes hovedgade, hilse på Pondus i vinduet og ende i den hyggelige parklignende sag, hvor ænderne så kunne få glæde af de pakkede rester. Opad lomme og kastet i en perfekt strøende bevægelse, så alle ænder fik en del, og alle var glade. Og trygge.
Sådan har jeg det egentlig stadig, hvis vi finder på at gøre det. Ikke med bedstefar mere – det er desværre snart 20 år siden, det var en mulighed. Men bare sådan generelt.
Også selvom søernes halvvanvittige svaner eller Frederiksbergs Haves psykopatiske gæs ikke er helt det samme. Men sådan er det nok. Når man er blevet. Ældre.
Var til Finders Keepers i dag og får altid lyst til at købe titusind prints og plastre hele hytten til i primært dyr og robotter. Men nu er vi jo lige lidt på vej ud, og vi ved ikke lige hvorhen. Selvom vi skal være ude inden en måned. Nå. Ja. Og oven i hatten er der ikke meget vægplads her i forvejen, så det kræver nok lidt udskiftning.
Men om ikke andet her lidt glimt af printlir (ikke lige den bedste løsning, da det kun er udsnit af plakaterne, man kan se, but I’m working on it), hvor jeg også selv ejer et par stykker allerede.
Charlie Brown, Robin Hood, fugl, Pulp Fiction
Konfekt, København, Nørrebro, Batman
Batman-is, bjørn, bille, robotter
Blixen, fugl, carlsson, jellyfish
Et klasselokale, hvor alle nye kiosk- og bagerejere sidder og lærer at skrive den der skrift på tilbudsskilte. Den, der alle bare…kan?
Jeg har tænkt på, at det egentlig er ret komisk, at man, når man starter #selvstændigsaga, faktisk i sig selv har brug for flere udgaver af sig selv. Altså hvornår har man ikke det, men sådan virkelig. Kunne godt bruge sådan en smølfeproces, hvor der kom flere udgaver af mig. Og det mest kukoo er, at de fleste udgaver skulle lave det, jeg jo egentlig selv beskæftiger mig med. Hej metaskizoparallelverden, godt at se dig. Igen.
WebLouise: Giver sig selv. Fiks min hjemmeside, seo-optimer, fiks alt teknisk generelt.
SocialMedieLouise: Sørg for at opdatere Facebook, Twitter, Instagram, Pinterest, Fancy og også gerne LinkedIn. Følg eventuelt lige op på andre som Vine, Storify og ja, noget med blog. Sørg for, at alle historier er sevlstændige eller perfekt versionerede. Og ja, relevante, fremme på beatet inden for min genre. Og vær først med alting. Og giv mig resume af, hvad de andre siger.
PRogPresseLouise: Promover mig for helvede. Helt vildt.
SalgsLouise: Sælg mig for helvede. Helt vildt.
NetværksLouise: Netværk for helvede. Helt vildt.
GrafikerLouise: Skab mig en komplet spot-on idenitet omkring mit brand. Nårh ja, og skab lige det også.
RevisorLouise: Gør A L T.
SekretærLouise: Hold styr på min kalender, og sørg lige for noget effektiv arbejdstid. Det skal gerne være ligeligt fordelt på pengetjenende aktiviteter (eller de må faktisk gerne fylde en del – eller bare fusionere med vil-gerne-aktiviteter) og idéer som skriv en bog, lav en app, gør et pitch og møder med folk – som så igen kan fordeles på dem, der bliver til noget, dem, der ikke gør, og dem, der måske-agtigt gør. Og så hold lige styr på alle de andre Louise.
Og når vi så er ved det, kunne jeg da også godt bruge:
BeverlyLouise: Som har tid til at se Beverly om eftermiddagen. Igen. Igen.
MadLouise: Som køber ind og skruer en perfekt, lækker og lowcarb diæt sammen.
DoodleLouise: Lige nu virker det som om, der går en del tid med den slags.
ShoppeLouise: Helst ind, der shopper væsentligt mindre, men måske mere fornuftigt end RigtigLouise. Vigtigt, at jeg absolut ingen magt har over den her Louise.
LøbeLouise: Fedt, hvis jeg kunne sidde og æde LionBar, mens LøbeLouise giver den gas.
OrdnAltDetPraktiskeIØvrigtLouise: Ja.
Alternativt et kæmpe boom i forretningen, der gør, at jeg bare kan ansætte almindelige mennesker frem for creepy små kloner…som faktisk er lidt forstyrrende nu at have forestillet sig…
Og nu har VasketøjsLouise og ApoteksLouise faktisk en date.
For nylig skulle jeg i Tiger skaffe en bestemt ting til en bestemt rund fødselsdag. Det var lidt en tradition, kan man sige. Eller på vej til at blive det. Det førte til ytringen af følgende ord:
“Undskyld, har I ikke lort mere?”
Umiddelbar tavshed fra ekspedient.
“Altså I plejer at have sådan en lort ovre på knagen. Der hang. Altså. Sådan en brun. Øh.”
Det havde de ikke. Lorten var udgået, sagde damen. Og så alligevel skaffede min veninde i en anden Tiger både den klassiske traditionelle lort og en ny og mere blød og mørk sag.
I øvrigt førte den her lille fortælling den anden dag til en snak om Lotte Heises fryser. Her har Lotte Heise nemlig en hylde til frosne rotter, eftersom den ene af hendes sønner ‘samler på’ slanger.
Og hvordan skaffer man så egentlig dem?
“Hej. Yes, Rizzlapapir, porrer, feta og danskvand. Har I….frosne rotter?”
Og køber man dem overhovedet frosne?
Det gider jeg simpelthen ikke snakke om.
Den der “læst”-funktion, ing’?! Den er lidt en twoface-ting. Det er meget rart at se, om ens kæreste har læst, at han skal huske at tage Kick-lakrids med hjem. Eller har læst, at man synes, han er hat, fordi han har efterladt en klam brugt vatpind sirligt liggende på en hylde. Eller om ens veninde har set på Facebook, at hun skal bevæge sig fra ét socialt medie til et andet for at bringe orden i skemagalaksen igen ved at berige mit liv med et marathon af krydser, der fortæller mig, på hvilke tidspunkter af året jeg er vigtig nok til at blive brugt tid på.
Altså det er bare det der med med, at man kan holde folk ansvarlige for at have læst det, iggå. At man ikke længere kan lade som om, man ikke så det og lige var i gang med en øl/fællessang/lur/fodre et barn/perleplade/pille tæer/hvadvedjeg.
Men den virker jo også bare den anden vej. Folk kan jo også se, at jeg har set noget, som jeg ikke magter at tage stilling til, eller som smadrede mit momentum, og som jeg prøver at glemme igen. Og så bliver jeg stresset over, at jeg godt ved, at folk godt ved, at jeg har set det. Det er “læst”.
Ældre ortodoks jøde, der krøller sine to totter med krøllejern.