Man kan godt blive sådan lidt i tvivl. Om det hele. Nu er jeg efterhånden kommet dertil, hvor jeg har en masse argumenter. Taget på mig. Om at leve livet, om at være for ung, om at tage aktive valg, om ‘livet er for kort til’, om ikke at udvikle sig, om at have skabt en ballast og nu ikke kommer videre, om at definere sin profil for fast, om at være træt af at stå op, om at være træt af at høre på chefens stemme, om gå i stå, om selv at styre mod et mål, om at skabe noget selv, om ikke at have lån eller bil eller barn, om at gøre det, man har lyst til.

Og så er der bare en, der slipper en floskel ud gennem sidebenet. En lille ting. Og så kommer tvivlen krybende.

Så har jeg faktisk meldt mig til noget højskole. I uge 30. Mere om uge 30 senere.

Højskole. I skriveri. Ja, jeg ved jo godt, at det ikke er en redningsplanke. Og at det letteste var at melde sig til. Og at jeg generelt mest bare er sådan en, der laver lister og snakker og kritiserer andre for netop det, jeg ikke gør: at føre ting ud i livet.

Men jeg glæder mig.

Men allerførst glæder jeg mig til USA.

om vi ikke skulle holde op med at sige

– så giver jeg den lige et vred mere

– du laver lige et skriv (okay, indrømmet, det er vist kun i det offentlige)

– de er gravide (som i mand og kone)

– så går vi ind og [indsæt noget med hår, hud, psyke eller andet i den dur]

og holde op med at opdatere noget a la dette på face

– verdens sødeste lille [indsæt billede af barn i tarveligt fastelavnkostume]

– status, der på nogen måde relaterer sig til ungen afføring…uanset hvor dygtig den måtte være

– #lort – vi hashtagger ikke på face, pøbel. kom i gang.

Danske Bank har – helt uden lige at snakke lidt om det – indført en fangsi feature i deres netbanks-app. Noget udvidet form for service, gætter jeg på. Hvor ens køb ligesom er blevet inddelt på nogle kategorier med nogle farver og ikoner og så’rn. Lidt som Trivial Pursuit, bare med penge. Og samvittighed.

Og så kan den ligesom vise et fint diagram. Og det diagram kan så fortælle, at jeg næst efter “øvrige udgifter” spenderer mest på den lyserøde kategori, som ja, ikke overraskende er “tøj, sko og personlig pleje”. Et hurtigt skim afslører samtidig, at der er flere “?”, som funktionen ikke har kunnet gennemskue, der også falder under denne kategori. “Fornøjelse og kultur” (ha!), som også dækker over at spise ude, scorer også pænt højt, mens “forsikringeer” og “dagligvarer” halter en smule.

Ja, ja, borgerservice, kunden-i-fokus, nudge-kommunikation til ændring af forbrugsmønster, et redskab til Luksusfældens bankrådgivere eller whatnot. Det er sikkert fint. Er bare glad for, den i det mindste ikke har selvstændige kategorier som “sko”, “H&M”, “onlinekøb”, “mærkelig dims, der skal gøre dit liv lettere, men aldrig gør det”, “jeg-køber-mig-til-ny-livsstil-og-selvbevidsthed”, “ha-du-gik-i-fælden” (aka. værdibeviser), “et kilo mere til sidebenet”, “ren overspringshandling”, “panikalder” og den slags.

Et par utroligt pæne støvler. Eller knap halvanden husleje. Det er nogle af de hårde valg, man må tage i Dagens Danmark. Især når man er på vej ud i det der selvstændighed. Så virker det velovervejet. Yes.

(pic: lyst.com)

I dag var jeg hos quriosa for at aflevere en fin gammel arkitektlampe. Det er ikke helt løgn det der med, at det er rart at gøre andre glade. Frem for at give den til storskrald, og så skal han finde den dér.

Pointen var at fået ryddet ud. Jeg er en samler. Og der er for mange ting på 51 kvm. Så derfor var det ikke meningen, jeg skulle have noget tilbage. Men det fik jeg. En lille rund dims med forskellige farver sytråd i. Praktisk ja. Men også noget, jeg allerede har. Og smider ud gør jeg heller ikke rigtig. Så nu har jeg så den. Måske kan det blive sådan en bytte-fortælling: lampe til sytråd, sytråd til kugleramme, kugleramme til fjer, fjer til fnullermand, fnullermand til drømmejob. Ja?

Nå, men troen på menneskeheden blev genoprettet. Især da skrædderdame totalt uselvisk henviste til skomager for at fikse taske, og skomager totalt uopfordret foreslog billigere løsning.

Hurra.

Når man nu næsten altid kun skal bruge en halv bouillon; hvorfor laver de dem så ikke lidt mindre? For eksempel halvt så store? Ja undskyld.

pic: thomas hawk via thisiscolossal.com

Jeg har en veninde. Det passer ikke. Jeg har mere end én. Jeg har en, der er perfektionistisk, en, der er splittet, en, der er ny, en, der er et godt menneske, en, der er ked af det, en, der er med i en loge, en, der er god, en, der er dårlig, og så har jeg en, der er lidt skrøbelig. Jeg har måske flere. Det kan være svært at komme i tanke om ens veninder. Og venner. Indimellem er de der slet ikke, og indimellem kan jeg ikke nå at se dem. Nå. Men jeg har en veninde, som er lidt skrøbelig. Det er en balancegang. Sådan en har der på en eller anden måde altid været. I starten skulle jeg redde den veninde. Og var overbevist om, at man kunne. Catcher in the rye and whatnot. Det brændte mig sig lidt på og måtte prioritere sig selv, som det hedder i en forsimplet udgave, og trække sig tilbage og efterlade nogen med nogle sår. Nogle gange bogstaveligt talt. Senere blev jeg kynisk. Havde man indsigt i sine egne problemer, kunne man også løse dem. Det var min filosofi. Og det skulle jeg bare overbevise venner og veninder om. Ligesom jeg skulle fortælle dem, at de skulle se at komme ud af det hul, de boede i, og se verden.

Jeg fandt med tiden ud af, at folk kan være glade i deres hul, og at man ikke skal projicere ens egne ambitioner over på andre. Og at man ikke bare kan bede folk om at redde sig selv.
Nu er man så her, tror jeg nok, hvor vi allesammen har en masse indsigt og er klar over en masse ting, er meget meta og snakker meget. Det bor stadig i os, at vi skal kunne redde os selv, og at vi sikkert bare er et produkt af her og nu og samtid, ligesom vi var, da vi var teenagere og tænkte, at det hele ikke kunne blive være. Forskellen er blot, at vi nu ved, at vi er det. Altså et produkt. Omvendt ved vi godt nu, at vi skal søge ud og søge hjælp og tale om det, og vi kan ingenting selv. Ud over at få piller for modgang. Det er en anden snak. Så hvor placerer man sig over for den skrøbelige veninde. Når man måske selv er det, men ikke ved det, for man har glemt, om man er dobbeltmeta (og mere nu, hvor det står i ord) om selv at kunne analysere eller søge hjælp ude, eller hvordan det nu er. Bekræfter man? Udfordrer man? Taler man om lysere tider (hvem ved, om de er der, når livet først har vist sin tungere side)? Fejer man det af? Stryger man forbi med en sandwich (hvis man ved, om det er den dag, at skrøbeligheden har manifesteret sig i kulhydrater, kød, sukker eller andet)? Tager man hensyn? Og pludselig en dag  så meget hensyn, at det kommer til at holde liv i skrøbeligheden – lidt som når nogen får en diagnose? Og hvornår er det? Det er måske ikke så mærkeligt, vi bliver meta, når der ingen svar er.

Lige nu er det som om, vi altid ender med at diskuere børnenavne, når vi drikker øl. Niels, Knud, Mynte, Sarafine, Minnesota. It never stops.

Lige nu er vi meget meta. Og meta om at være meta.

Lige nu er der meget desillusion going on.

Lige er kaffen ikke så god. Men dyr. Generelt.

Lige nu er livet lidt skrøbeligt omkring én.

Lige nu ser vi lange film med få klip. Det er meget 2013. Det holder vi nok op med.

Lige nu er der kun plads til mig.

Lige nu undrer jeg mig over, hvorfor man gider at have hæle på, der ikke kan ses. Og vi ved godt, at det bliver fremtidens scottjakke eller satinbukser. Men det må nok også gerne. Især scott.

Lige nu går vi alle på i interiør. Hvis vi er noget.

Lige nu er vi alle iværksættere.

Lige nu kan vi bedst forholde os til det skæve og det med kant.

Lige nu går vi alle op i vin. Eller madlavning. Eller kager. Eller noget krea. Som vi i øvrigt ikke siger mere.

Lige nu er det som om,  det hele bliver afgjort.

Lige nu er alt på ét bræt.