Har spist tre pakker Läkerol seasalt
Har ondt i maven
Har købt tre stk. 80 år gamle stikkontakter på dagens loppis
Har spist koldt pitabrød
Har kedet mig
Har kigget lidt på fuglen
Har lukket øjnene og skruet ned, når det blev for pinligt
Har overvejet i morgen, i overmorgen og i det hele taget

…med, at det er lige foran en. lige foran. og så overhovedet ikke. og så kommer den klappen, præstationsangsten, stoppet, presset, ambitionerne. det med ikke at have lyst. hvornår bliver man gammel nok ?

der er noget med, at der ikke harmoni mellem, hvem jeg er, og hvem jeg gerne vil være eller forestiller mig, jeg er. hvorfor skal det være ubehageligt? hvorfor mener jeg, at jeg nu trænger til en uge uden prøvelse? for det er jo en lille skala, vi taler om, trods alt. gad vide. om det går godt.

Man kan undre sig over i Star Wars:

• at Yoda jo godt ved det hele. Han lader bare de andre gætte sig frem. På sådan en “I skal jo også lære”-måde. Sådan en Optimus Prime “Earth is still young”-måde. Nu skrider jeg sgu ud til sumpen. So long, røvhuller.
• at Boba Fett samler sin fars hjelm op og sidder med den. Altså hans hoved må jo være derinde. Yikes. Klammo.
• at Anakin skal tale så teenageanstrengt. Altså hele tiden. (Hvad blev der for øvrigt af Hayden Christensen og hans pæne tænder?)
• at det politiske scenarie skal være så indviklet. Har set Star Wars tusind gange og forstår det stadig ikke. Men omvendt forstår jeg heller ikke det politiske set-up i DK. Hej parlamentarisme (er det noget med flertal?). Hej job i Centraladministrationen. Gab.
• at man aldrig bliver træt af at høre Ewan McGregor råbe: “You were the chosen one. You were my brother, Anakin. I loved you.” Eller for den sags skyld selv gentage det. Gerne på baggrund af tusind øl.

Hov – nu skal jeg lige se frøen smadre Dooku.

Ude og spille fodbold i dag. I fucking øsregnvejr. Lige til at toppe den allerede etablerede rød cecil-hoste. Nå, men det var faktisk fint. Så nok om brok. Og andre rim.

Som altid undrede jeg mig over det samme. (Advarsel: Fra nu er dt ren lilla ble og røde strømper).
En af de ting, som jeg egentlig kan blive harm over, men som hverken kan skabe overskrifter i Ekstra Bladet, fange interesse i et læserbrev eller bare blive taget seriøst af for eksempel DBU.
Det er det for marginalt og så-skulle-du-nok-have-tænkt-på-det-noget-før-ja-før-du-gjorde-noget-så-dumt-agtigt til.
Lidt som at det er ens eget skyld, hvis man ikke får et job, hvis man har en synlig tatovering. Eller et smykke i tungen. Så hvorfor skulle vi tale om det. Sådan er det jo. Det er meget anderledes end at have hul mellem fortænderne eller gå i flerfarvet tøj. For lige præcis smykker på bestemte steder og blæk under huden gør dig til et dårligere og mindre talentfuldt menneske. Ja, det gør.
Ja, ja, det er en kulturskabt opfattelse, men dem skal vi helst stemme i og ikke forsøge at ændre. Nej, kulturen går sin gang. Ja.

Nå, en smule ud af tangent. Helt uden sarkasme eller bitterhed. Det ligger jo slet ikke til mig.
Men altså for det første forstår jeg ikke, man kan lave så utidssvarende – og til dels diskriminerende – en regel som at forbyde alle smykker. Og tape er ikke nok. Nej, de skal ud. Hvilket jo er meget 2012 med piercinger, der reelt ikke kan tages ud. Gammeldags, krakilsk, diskriminerende og ikke særlig venligt over for det køn, man faktisk gerne vil have til at dyrke sporten. Og hvorfor er mit næste spørgsmål? Hvem i alverden er det, den kan skade? Som Christian Poulsen hårbånd ikke kan skade? Eller Peter Cechs hjelm eller Edgar Davids briller?

For det andet så er det ideen om, at piger kan få lov at spille med en lyserød ($€#%!) letvægtsbold. Now don’t even get me started…

Vi gik på TrykBar og overvejede, om det var 10’ernes Krasnapolsky. Men det var det nok ikke. I bakspejlet. Men alligevel måtte man gerne ryge 40 smøger, man kunne klikke halvvejs, og dem bagved var fra Mandag Morgen, og længere bagved sad en fra et eller andet talentprogram.

Vi snakkede om job og folk og tøj og motion og analyser og andre og lidt mere om fremtiden en gang til og det tøjsalg, vi lige havde været på, hvor vi havde købt en eller anden stylists aflagte blazer og pillet lidt ved Uffe Buchardts ting.

Vi bestilte shawarma og tog den med på bar og drak nogle flere øl, inden vi cyklede hje gennem grafittimalere og Toybox fra Griffenfeldtsgade og den der følelse af København.

Så stod der en mand bagved mig i Kvickly. En lidt ældre mand. Han skulle have:

En dunk terpentin

Et net løg

En kasse Anton Berg (de lilla)

Et stort glas med pølser (på glas, naturally)

….tror ikke, jeg vil være gammel…men eventuelt gerne excentrisk…

…

da jeg var barn

– dyrlæge

– dyrepasser

– kassedame (fik delvist den drøm opfyldt, da jeg talte penge i banken, hvor  vi havde en scanner. I dag elsker jeg bare selvbetjeningskasserne. De er det bedste. Bip.)

– groupie (okay, barn og barn, det var i 8. klasse, efter jeg havde læst “hvad kan jeg blive” – det skulle være på et krydstogtskib. Det gav en ret god løn, og man kunne rejse samtidig)