Liftet startede lidt som en af dem, hvor jeg i et kort øjeblik overvejer, hvorfor jeg ikke bare har valgt offentlig transport, hvor jeg ved, hvor sporet er, og ikke skal dumme mig (specielt meget) eller forholde mig til nogen. Jeg havde nemlig pænt svært ved at tyde chaufførens dessiner til, hvor det var, jeg skulle stå. Hvilket blev pænt stressende for en, som mig, der altid er sent på den, generelt hader at blive samlet op steder, hvor man skal skynde sig, fordi man danner kø, og som bare vidste, at bilen allerede var fyldt med folk.

Men jeg kom da med. Uden de store problemer. Kun en 4-5 mails og et par telefonopkald. Denne gang kørte vi en meget pæn, ordentlig og rummelig minibus. I sig selv jo fint nok. En af dem, hvor føreren har en holdeforanstaltning til mobilen og helt styr på aircon’en.

Til gengæld gjorde det også samtalen ret begrænset. 8 mand på snorlige rækker som en bus på vej til ældregymnastik giver ikke de samme samtalebetingelser, så når man halvvejs kvæler sig selv i selen for at deltage i samtalen med dem foran i en almindelig bil.

Chaufføren forsøgte ellers lidt. Sådan:

“Nå, men så bliver det nok sidste gang, jeg kører denne tur.”

Stilhed.

En slags inforstået uudtalt diskussion om, hvem der høfligt skal svare. Eller først knækker, om man vil.

“Nå da. Hvorfor?”

Det blev damen i de lilla bukser. Som også have pakket en lille madpakke og lidt guf. Naturligvis.

“Joh, men jeg gider bare ikke, folk render fra deres aftaler. Sådan er det at være ansat i en arabisk-ledet virksomhed.”

Åh. En af de bemærkninger. Kan vi lade stilheden opsluge den. Please.

For første gang på en GoMoretur havde jeg meget lidt lyst til at snakke. Det var ikke mig som sådan. Men omstændighederne. Så jeg pluggede høretelefonerne i og tog dem først ud, da vi rutineret stoppede ved Brugsen før færgen, “der jo altså er noget billigere.”

Og så skulle man jo tro, den stoppede der. Men nej. Bedst som man troede, at universet havde en off-dag og ikke magtede at være den sjove onkel i den store helhed, der lige klarede nogle “sjove sammentræf”, som de fleste andre GoMore-ture har budt på, så kom det.

På færgen falder jeg i snak med en af pigerne på turen. Hun møder så en, hun kender, og vi taler alle tre.

Snakken falder på, hvad jeg skal, og jeg skal så blandt andet til slutgallafest for det skirejsebureau, jeg har arbejdet for.

Og obviously, dér var den: Dem havde de da også arbejdet for – som hotelpersonale for nogle år siden på lige præcis den destination, jeg har opholdt mig mest på.

Arhmen, it’s a small world. Kunne vi så sige. Slå os på lårene og være lettede over, at universet var i balance igen og ikke havde glemt sin sjove onkel-rolle.